Fra magtfuld figur med tunge ministerposter til en vanærende dom ved rigsret.
Sådan formede den nu afdøde Erik Ninn-Hansens (K) politiske karriere sig i overskrifter.
- Ninn-Hansen har haft den mest dramatiske politiske skæbne i forrige århundrede, siger Jens Ringberg, DR's politiske analytiker.
Ninn-Hansen var først forsvarsminister (1968-71) og siden finansminister (1971) i Hilmar Baunsgaards regering (R).
Under Poul Schlüter (K) var han justitsminister fra 1982, indtil han i 1989 blev Folketingets formand.
Hård politiker
Erik Ninn-Hansen var desuden formand for De Konservative 1971-74 og var med i konservativ toppolitik igennem 60'erne, 70'erne og 80'erne.
Ifølge Jens Ringberg havde Ninn-Hansen et ry for at være en hård politiker - især i hans eget parti.
- Dengang var der også mange konservative magtkampe, og han kæmpede for sin fløj, der afviste samarbejde med Socialdemokratiet, siger RIngberg.
Poul Schlüter overtog siden formandsposten og knyttede Ninn-Hansen til sig. Og da Schlüter fik muligheden gjorde han ham til justitsminister og senere formand for Folketinget. Ninn-Hansen var en slags 'grand old man' hos De Konservative, forklarer Ringberg.
- Det siger noget om hans status, at han får den post som formand for Folketinget, siger Jens Ringberg.
Tamilsagen fældede ham
Efter flere årtier i toppen af dansk politik var det tamilsagen, der fældede ham, og det blev fastslået ved en dommerundersøgelse, at justitsministeriet under Ninn-Hansens ledelse nedprioriterede eller stort set stoppede familiesammenføringer for tamilske flygtninge i Danmark i strid med loven.
- Han går fra at være formand for Folketinget, der er den højeste post i folkestyret, og ender med at blive dømt ved en historisk rigsretssag, siger Jens Ringberg.
Fire måneders fængsel
I sidste ende blev han idømt fire måneders betinget fængsel ved en rigsretssag, men manden i midten gentog flere gange undervejs, at han ikke kunne se nogen sag, og at han var af den opfattelse, at han havde regeringen bag sig.
- Hvad er det egentlig, man bebrejder mig, for det ved jeg faktisk ikke i dag, sagde Erik Ninn-Hansen.
Men sagen kostede også Schlüter-regeringen livet, understreger den politiske analytiker.
- Han bliver dømt i forbindelse med en skandale, der var så stor, at den fælder den regering, som han selv var medlem af, siger Jens Ringberg.
Da han blev dømt ved Rigsretten i 1995 var det som den første minister siden 1910.