Analytiker om S-kampagne: Hård udlændingepolitik er blevet mainstream

De borgerlige har ikke længere patent på en hård retorik, når det kommer til udlændingepolitik.

Socialdemokraterne lancerede i går aftes en ny kampagne, som blandt andet indebærer en stramning af asylreglerne. (© Socialdemokraterne)

'Kommer du til Danmark, skal du arbejde'.

Sådan lyder ordene i den kampagne, som Socialdemokraterne i går lancerede som en del af kampagnen 'Alle skal bidrage'.

Bag de ord ligger blandt andet strammere asylregler, flere krav til indvandrere og begrænset adgang til familiesammenføring.

Kampagnen varsler et farvel til den angst for udlændingepolitik, som tidligere har eksisteret i Socialdemokratiet, lyder vurderingen fra DR's politiske analytiker, Bjarne Steensbeck.

Udlændingepolitikken har nemlig altid været partiets akilleshæl, siger han.

- Tidligere var det noget, de borgerlige kunne slå på i en valgkamp, hvor Socialdemokratiet ikke kunne være med, så det at man nu går i offensiven i forhold til udlændingepolitik er et udtryk for en kæmpe forandring i partiet, siger han til DR Nyheder og fortsætter:

- Socialdemokraterne har lært, at hvis du ikke er stram i udlændingepolitikken, så har du ikke mange chancer.

Uden Auken er modstanden mindsket

Når tidligere markante S-profiler som Karen Jespersen kom med udmeldinger om udlændingepolitik, der var på linje med - eller hårdere end den borgerlige fløjs, så var der ofte voldsom modstand at finde andre steder i partiet, blandt andet fra Svend Auken.

Men i dag findes splittelse af den kaliber ikke længere i Socialdemokratiet, og modstanden mod udspil som dette er lille, mener Bjarne Steensbeck.

- På det punkt er det i hvert fald et parti, der har genvundet sin sikkerhed, og når man kigger på reaktionerne på den her kampagne, så ser man jo for eksempel ikke socialdemokratiske borgmestre, der brokker sig på Twitter. Så det kører rimeligt stilsikkert for dem, siger han.

Debatten om flygtninge og asylansøgere, blandt andet fra lande som Syrien og Eritrea, har været på dagsordenen siden sensommeren sidste år. Og det er særligt bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraterne er gået frem, siden debatten begyndte at rase, mener Bjarne Steensbeck.

- De er ikke sårbare på samme måde længere, siger han.

Hård retorik er blevet mainstream

Den barske tone i udlændingepolitikken er dog ikke enestående for Socialdemokraterne. Udlændingepolitikken er på vælgernes dagsorden, og derfor følger partierne trop.

- Man må jo bare konstatere, at det er mainstream i dansk politisk at være hård i udlændingepolitikken, siger Bjarne Steensbeck.

Når det så er sagt, så er Socialdemokratiets kampagne stadig i den milde ende, mener han.

- Kampagnen rummer flere elementer, men lige præcis det element, at alle skal arbejde, alle skal bidrage, så voldsomt er det udsagn jo heller ikke. Det får nok ikke nogen til at falde ned af stolen.

Facebook
Twitter