Analytiker: Overraskende stort blåt flertal i skolevalg

Landets ældste folkeskoleelever giver et kæmpe flertal til blå blok ved Skolevalget 2015.

I løbet af tre uger har der stået politik på skoleskemaet forud for valget. Her er det fra TreFalke skolen på Frederiksberg. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Det første skolevalg er netop blevet gennemført i Danmark, hvor tusindvis af folkeskoleelever i 8. og 9. klasse har brugt tre uger på at føre valgkamp og så har stemt på det parti, de er mest enige med.

Resultatet blev en kæmpe sejr til blå blok, der satte sig på 104 af de 179 mandater, mens det kun blev til 75 til de røde konkurrenter.

- Det er et meget markant blå flertal, der er noget større end i meningsmålingerne blandt de stemmeberettigede, siger DR's politiske analytiker Jens Ringberg.

Overraskelser for K og EL

Det er især Venstre, der trækker læsset med hele 49 mandater, men også Liberal Alliance og de konservative præsterer noget bedre blandt eleverne end hos de voksne med henholdvis 20 og 19 mandater.

- Men skal passe utroligt meget på at tolke på de her tal og tro, at de kan spå om fremtiden. Men der er alligevel nogle partier, der kan se, at de står anderledes hos de unge, end de måske troede. For eksempel Konservative, siger Jens Ringberg.

Også Enhedslisten kan måske være overrasket over sit resultat. Men det er med negativt fortegn, da det typisk meget 'unge' parti måtte nøjes med beskedne 11 mandater.

- Enhedslisten troede, at de stod stærkt blandt de unge. Johanne Schmidt-Nielsen har da også allerede sagt, at det må de gøre bedre, fortæller Jens Ringberg.

78 procent stemte

Det er første gang, Undervisningsministeriet og Folketinget har arrangeret skolevalg. Det er foregået på 800 skoler, og formålet er at gøre de unge klogere på politik og gøre dem interesserede i at stemme, når de fylder 18.

Stemmeprocenten til skolevalget landede på 78 procent, hvilket er cirka lige så mange som til et normalt folketingsvalg.

Flere af de unge var inviteret på Christiansborg til valgfest. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)
Facebook
Twitter