En halvfræk scene med nøgne numser og en mand, der ser ud til at have det mere end vældig godt.
Det kan man se i en ny tegnefilm, som skal få førstegangsvælgere til at stemme ved europaparlamentsvalget.
SE FILMEN HER (Opdatering: Filmen er tirsdag formiddag blevet fjernet fra Youtube af Folketinget.)
Det er Folketinget, der er afsender på tegnefilmen, som tager utraditionelle metoder i brug for at fortælle, at man i EU blandt andet beslutter, hvor meget kanel der må være i en kanelsnegl.
- Det er de helt unge, vi prøver at inspirere til at gå hen og stemme. Det er jo vigtigt, at vi får en højere valgdeltagelse - især blandt de unge. Man må tage alle mulige virkemidler i brug, siger Mogens Lykketoft (S), formand for Folketinget.
Nogle vil måske sige, at der er lidt frække scener i filmen. Er det nødvendigt for at gøre opmærksom på et EP-valg?
- Ja, det er der nok nogen, der vil sige. Der var også en lille diskussion frem og tilbage i Folketingets administration, men jeg synes egentlig, at det er meget uskyldigt. Man kan finde meget, der er værre, siger Mogens Lykketoft.
Får måske ikke anden information
I Folketingets EU-Oplysning håber man, at filmen gør de unge førstegangsvælgere mere nysgerrige.
- Først og fremmest er det for at gøre opmærksom på valget og på valgdatoen. Førstegangsvælgere får måske ikke information fra andre kanaler, siger Martin Jørgensen, koordinator ved Folketingets EU-oplysning.
Se filmen herunder - (Opdatering: Filmen er tirsdag formiddag blevet fjernet fra Youtube af Folketinget.)
https://www.youtube.com/watch?v=ltvV7_-6GUw&rel=0
Og skal man ramme de helt unge, så er det i orden at lave scener, der er lidt anderledes, siger Martin Jørgensen.
- Vi prøver at bruge de præmisser, der er i den virale måde at få tingene ud på. Det er klart, at hvis det skal være sjovt og interessant, så er man nødt til at spille med på de virkemidler, siger Martin Jørgensen.