Anna Libak vil i Folketinget for Venstre

Journalist og tidligere chefredaktør Anna Libak siger til Politiken, at hun går ind i politik.

Anna Libak har ofte været brugt som ekspert, når emnet var russiske forhold. Nu vil hun prøve kræfter med politik for Venstre.

Tidligere chefredaktør på Berlingske, Rusland-kender og nu måske også kommende folketingsmedlem.

Anna Libak har haft flere forskellige titler, og nu bliver den næste arbejdsplads muligvis på Christiansborg, hvor hun ønsker at stille op for partiet Venstre.

- Ja, jeg vil i Folketinget for Venstre, siger Libak og uddyber.

- Jeg blev spurgt for lang tid siden. Først sagde jeg nej, det kan de bare glemme. Jeg havde det sådan, hvorfor skulle jeg melde mig til at blive upopulær. Alle skælder ud på politikere fra morgen til aften, og det gad jeg ikke.

- Det gik op for mig, at jeg ikke har bestilt andet end at være politiker i ti år uden ansvar. Det er en dyb bekvem situation - at være politiker uden ansvar - og så sagde jeg, nu er det nok, Anna, det går ikke, det er latterligt, at du ikke gider stille op, siger hun.

Libak har fået tilbudt en plads i Hillerød-kredsen, som hun tyggede på et par måneder, inden hun takkede ja.

Opstillingsmødet er 2. juli, så nu er hun i venteposition.

/ritzau/

Facebook
Twitter