Anne E. Jensen ny formand for Europabevægelsen

Venstres medlem af EU-parlamentet Anne E. Jensen afløser Venstres Ellen Trane Nørby som formand for bevægelsen

Anne E. Jensen afløser Ellen Trane Nørby som formand for Europabevægelsen. (Foto: Maja Normann- DR © DR)

Europabevægelsen, der kæmper for et tættere europæisk samarbejde, har lørdag valgt ny formand. Valget faldt på Venstres medlem af Europa-Parlamentet Anne E. Jensen.

Hun afløser Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby, der har været fungerende landsformand siden december 2012.

Valget af ny landsformand fandt sted på Europabevægelsens årlige landsmøde på Christiansborg.

Rødder tilbage til anden verdenskrig

Europabevægelsen har rødder tilbage til årene umiddelbart efter anden verdenskrig. I dag mener bevægelsen, at det er af afgørende betydning, at Damark deltager helt og fuldt i EU-samarbejdet.

Samtidig mener bevægelsen, at EU skal gå foran og medvirke til at skabe en mere retfærdig verdensorden, hvor det enkelte menneskes levevilkår og udfoldelsesmuligheder hele tiden er i fokus og forbedres.

Det betyder ifølge bevægelsen, at EU skal påtage sig et forpligtende samarbejde for en politisk, økonomisk og social udvikling i verdens fattigste lande, der samtidig tager hensyn til miljøet.

/ritzau/

Facebook
Twitter