Ansatte midt i fiskekvote-skandalen afviser anklager som ’helt ude i hampen’

Styrelse anklages for at have administreret fiskekvote-ordningen modsat ønsket fra politisk flertal.

De ansatte i Fiskeristyrelsen, der har stået for at administrere kvoteansøgningerne, føler sig forfulgt af kritik, som mener er affyret med "spredehagl". (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2014) (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Siden Rigsrevisionen i går præsenterede en yderst kritisk beretning, er kritikken haglet ned over Fiskeristyrelsen, der administrerer tildelingen af fiskekvoter til danske fiskere.

For stik imod et politisk flertals aftale og ønske om at brede de danske fiskekvoter ud på flere hænder, så er det ikke sket, lyder det i beretningen. Det har fået statsrevisorerne og flere af Folketingets partier til at kritisere embedsværket og særligt Fiskeristyrelsen for at modarbejde Folketinget.

Den kritik gør indtryk hos medarbejderne i Fiskeristyrelsen, fortæller tillidsrepræsentant Michael Jensen, der dog afviser, at man bevidst skulle have modarbejdet Folketinget.

- Man skyder bredt på hele embedet, og det er ganske enkelt usmageligt. Det lyder som om, vi modarbejder Folketinget og de vedtagne regler. Det anser vi for helt ude i hampen, for det har intet på sig overhovedet. Vi har ikke nogen skjulte interesser, siger han til DR Nyheder.

Yderst skarp kritik fra Rigsrevisionen

Michael Jensen udtaler sig som tillidsrepræsentant på vegne af de ansatte i styrelsen og ikke på vegne af Fiskeristyrelsen. Han ønsker ikke at gå ind i detaljerne i beretningen, men han anerkender, at dele af kritikken godt kan have noget på sig.

Foruden anklagerne om ikke at have administreret tildelingen af fiskekvoter på den måde, som flertallet i Folketinget ønskede, vurderer Rigsrevisionen, at forvaltningen af fiskekvoterne har været ”uprofessionel”, helt utilstrækkelig og at Folketinget i flere tilfælde ikke har fået fyldestgørende og korrekte oplysninger.

- Det virker nærmest som om, vi er blevet et løsgående missil, der arbejder uden for lov og orden. Sådan som vi oplever det, at man skyder lidt med spredehagl her. Fiskeriområdet er meget stort, og vi kan ikke genkende den kritik, der er kommet. Dermed ikke sagt, der ikke er sket fejl og vi måske kunne have gjort noget bedre i forbindelse med overvågningen af kvoter, siger Michael Jensen.

Påvirker de ansatte

Men han er alligevel ked af kritikken, for den påvirker de ansatte i styrelsen, fortæller han. Han beretter om medarbejdere, der både er frustrerede og kede af det, når de møder på arbejde, for de kan ikke genkende sig selv i den kritik, der nu bliver rettet fra flere sider af.

- Medarbejderne er udsat for en overhængende trussel om, at man skal kigge nærmere på, om der skal komme noget strafferetsligt. Det er jo ikke en trussel, der er særligt spændende at have over hovedet, siger Michael Jensen.

Sagen har allerede haft konsekvenser, da to ledende medarbejdere med ansvar for kvotefiskeri er blevet forflyttet, ligesom miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har fået frataget ministeransvaret for området.

Facebook
Twitter