Astrid Krag: Jeg har nok altid været socialdemokrat

Først efter den tabte formandspost har den mange årige SF'er Astrid Krag fundet ud af, hvor hun virkelig hører hjemme.

Astrid Krag meldte sig ind i Socialdemokraterne i januar 2014 efter en lang karriere i SF. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

På trods af mere end 10 års aktiv politisk karriere i SF, så har 31-årige Astrid Krag altid været socialdemokrat.

Det siger hun til Dagbladet Roskilde godt et halvt år efter, at hun sagde farvel til SF og goddag til Socialdemokraterne.

- Jeg kan jo se nu, at jeg er socialdemokrat, og det har jeg jo nok i virkeligheden altid været. Jeg har nok prøvet at gøre SF til noget, det ikke var. Derfor måtte det også mislykkes. Set i bagklogskabens lys, siger Astrid Krag til dagbladet, og slår fast:

- Jeg er socialdemokrat, og det kommer jeg til at være resten af mine dage.

Tvivlede først efter tabt formandspost

Astrid Krag har været folketingskandidat for SF siden 2001, hun var formand for ungdomsorganisationen SFU fra 2005, folketingsmedlem fra 2007 og sundhedsminister fra 2011.

Alligevel er det først, da hun tabte formandsopgøret til Annette Vilhelmsen i 2012, at det gik op for den tidligere minister, at Socialdemokraterne altid har været hendes rette hylde.

- Vi havde jo haft landsmøde efter landsmøde, hvor man havde vedtaget, at man ville i regering, og at man ville være en stabil solid kraft og også indgå kompromiser med Socialdemokraterne og de Radikale. Og så vælger man en formand, der tager afstand til hele regeringsprojektet, forklarer hun i interviewet med Dagbladet Roskilde.

Da SF trådte ud af regeringen i januar i år meldte Astrid Krag sig ind i Socialdemokraterne, og i dag er hun folketingskandidat for sit nye parti i Greve-kredsen.