Automatiske sprinklere mangler på hundredvis af plejecentre

Uacceptabelt at brandsikkerheden ikke lever op til kravene, mener minister.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen vil nu følge op på brandsikkerheden (arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Siden 1977 har det været et krav, at plejeboliger af en vis størrelse i mere end én etage skal have installeret automatiske sprinklere. Men rundt om i landet findes der mindst 220 plejeboliger, der ikke lever op til det krav.

Det viser en undersøgelse af brandsikkerheden, som konsulenthuset Niras har foretaget for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelse.

Undersøgelsen er sat i værk, efter at en brand på plejehjemmet Farsøhthus i august kostede tre beboere livet.

Senere viste det sig, at brandsikkerheden haltede på plejecentret. Blandt andet manglede der et automatisk sprinkleranlæg i bygningen, og der var indrettet et spisekøkken i en flugtvejsgang.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) konstaterer på baggrund af rapporten, at forholdene på Farsøhthus ikke var enestående.

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at brandsikkerheden i en del plejeboliger ikke lever op til brandkravene, og det er vi i færd med af følge op på, siger han i en pressemeddelelse.

Men det er muligt, at langt flere end de 220 plejeboliger har problemer. Det er nemlig kun 77 af landets 98 kommuner, der har svaret på ministeriets spørgsmål inden for svarfristen.

/ritzau/

Facebook
Twitter