Aviser om Løkkes 2025-retræte: Maveplasker og fodfejl

Medier fælder hård dom over statsministerens håndtering af 2025-forhandlingerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler med pressen ved Folketingets åbning tirsdag d. 4. oktober 2016. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Dommen er hård i kommentatorkøbing, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) i aftes besluttede at udskyde sin store, forkromede 2025-plan for Danmark.

Løkkes melding har således fået flere af mediernes analytikere til at fare i blækhuset inden avisernes deadline.

Hos Politiken hedder det i en analyse på forsiden af avisen, at statsministeren har begået "fodfejl" i forløbet frem til kollapset:

- Løkkes fodfejl består i, at han fra begyndelsen har undervurderet topskattens symbolske betydning for både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der på det spørgsmål stadig står stejlt på hver sin side af forhandlingsbordet.

Lars Løkke Rasmussen gjorde det i aftes klart, at regeringen indtil videre udskyder alle forhandlinger om 2025-planen og dermed opgiver en stor samlet plan om både en 2025-plan og en finanslov.

Regeringen vil i de kommende uger kun fokusere på finanslovsforhandlingerne samt at afskaffe PSO-afgiften og nå til enighed om et nyt ejendomsvurderingssystem.

Eklatant nederlag og maveplasker

Ifølge Børsens politiske kommentator, Helle Ib, er det et ”eklatant nederlag” for statsministeren at udskyde sin stort anlagte 2025-plan.

- At udskyde væsentlige politiske tiltag er blevet en tilbagevendende arbejdsmetode i Løkke-regeringens korte liv. Det er ikke statsministeren, men tiden – og andre politikere – der har styringen.

Hun vurderer ikke, at en opdeling af forhandlingerne vil ændre på den helt store strid om topskattelettelser mellem især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

- LA står fast på kravene, men intet tyder på, at de bliver lettere at opnå. Mens katolikker og protestanter mandag mødtes i en historisk ceremoni under pave Frans’ besøg i Sverige for at begrave århundreders stridigheder, er konflikten mellem LA og DF fortsat dyb og uløst, skriver Helle Ib.

I Ekstra Bladet kalder Hans Engell regeringens retræte for en "maveplasker":

- Løkke har lidt det enorme nederlag, at den livsvigtige 2025-plan, han under fanfarer og fyrværkeri fremlagde for et par måneder siden, er faldet til jorden.

- Det er simpelthen årets største maveplasker. Om han nogensinde får samlet den plan op igen er uvist, men vi taler om et politisk nederlag af de helt store, skriver Hans Engell.

Berlingskes Thomas Larsen taler om en "fejlvurdering":

- Man kan bare konstatere, at han har fejlvurderet mulighederne for at komme igennem med sin stort anlagte og ambitiøse plan, som han spillede ud med i sensommeren.

- Og han har fejlvurderet Anders Samuelsen og Liberal Alliance. Han troede, han kunne gøre dem møre. Men det er jo ikke sket, lyder det fra Thomas Larsen.

/ritzau/