Både plastindustri og naturforening efterlyser flere plast-tiltag fra regeringen

Regeringens udvidelse af pantsystemet gavner miljøet, men der skal mere til for at komme problemerne med plast i naturen til livs, lyder det.

Flere organisationer roser regeringens udvidelse af pantsystemet, men understreger samtidig, at det skal flere initiativer på bordet. (Foto: Lisa Baertlein © Scanpix)

Med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i spidsen kunne regeringen tidligere i dag løfte sløret for fremtidens pantsystem. Fra 1. januar 2020 bliver pantsystemet udvidet, så der også vil være pant på flasker med juice og saft.

I plastindustrien ser man initiativet som et skridt i den rigtige retning, men det kommer ikke til at ændre noget grundlæggende for plastbranchen, siger miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk:

- Det er ikke særligt store mængder, det egentlig rykker på. Udfordringen på længere sigt er at se på alt det plast, der er ude i husholdningerne, siger hun, men understreger samtidig, at regeringen bevæger sig i den rigtige retning med udvidelsen af pantsystemet:

- Det er plast, som vores virksomheder efterspørger og anvender – og i øjeblikket efterspørger de endnu mere af det. Så på den måde er det rigtig godt, siger Christian Busk.

Udvidelsen af pantsystemet kommer til at omfatte cirka en million flasker om ugen - altså 52 millioner flasker om året. Det svarer til 6.000 tons plastik, hvilket er cirka fire-fem procent af det samlede retursystem.

Plastindustri: Kommunerne skal sortere bedre

Ifølge Christina Busk bør politikerne foretage et opgør med den kommunale affaldsindsamling, hvor store mængder plastik hvert år går til spilde. Det ville for alvor rykke for en branche som plastindustrien, siger hun:

- Udfordringen på længere sigt er at se på alt det plast, der er ude i husholdningerne.

- Det er vigtigt, at man får sorteret i nogle store ensartede typer af plast, og vi får det sorteret rigtig godt. Lige så snart det har en god kvalitet, kan man putte det i helt nye højkvalitetsprodukter, siger Christiana Busk.

I dag bliver cirka 3,5 millioner flasker og dåser med pant afleveret tilbage hver dag. I hele 2017 løb det op på 1,2 milliarder flasker og dåser. Det har ifølge Dansk Retursystem givet en besparelse på 114.000 tons CO2.

Forening vil have pant på kødbakker

I Danmarks Naturfredningsforening vender præsident Maria Reumert Gjerding tommelfingeren opad til regeringens nye initiativ. Hun kalder udvidelsen af pantsystemet for både "godt og fornuftigt".

- Vi er meget, meget begejstrede for, at man nu lægger op til at udvide pantsystemet. Vi kan se, at meget af det affald vi finder ude i naturen er dåser uden pant, derfor håber vi på, at en udvidelse af pantsystemet kan være med til at skåne miljøet, siger Maria Reumert Gjerding.

Til gengæld understreger hun samtidig, at udvidelsen af pantsystemet ikke kan stå alene, hvis problemerne med plastikforurening skal til livs.

- Vi skal meget længere. Vi skal have pant og tilbagebetalingsordninger på langt flere produkter end juice og saftflasker, siger Maria Reumert Gjerding.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening bør pantkonceptet derfor udvides til også at omfatte de plastikbakker, man køber kød i, og tilsvarende emballage, der bliver brugt til at opbevare andre fødevareprodukter.

- Kødbakker udgør for eksempel rigtig meget af vores plastikaffald. Det ville være fuldstændig oplagt at få en tilbagebetalingsordning og også gerne en pantordning der, siger Maria Reumert Gjerding.

Med regeringens nye initiativ vil panten være 1 kr. for glasflasker og dåser under en liter, 1,5 kr. for plastflasker under en liter og 3 kr. for al emballage mellem 1-20 liter.

Juiceprodukter omfatter drikkeklare drikkevarer, der består af juice fra frugt- og grøntsager.

Facebook
Twitter