Bagland advarer Pape om regering med S: 'Pas nu på med at brænde fingrene'

Søren Pape vil ikke længere afvise at gå i regering med Mette Frederiksen.

Det vigtigste for Søren Pape er nu politikken, og ikke hvem den bliver lavet med, selvom han har sagt, at han ikke havde fantasi til at forestille sig at sidde i regering med Mette Frederiksen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det har vakt bekymring hos flere i De Konservatives bagland, at Søren Pape ikke længere er kategorisk afvisende overfor at gå i regering med Socialdemokratiet.

Flere, som DR har talt med, frygter konsekvenserne ved at lade Konservative indgå i en bred midterregering. Især hvilken betydning det kan få, næste gang der er folketingsvalg.

En af dem er den Konservative borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard.

- Jeg tænker ikke, at det er et godt match, siger han.

- Det kommer selvfølgelig helt an på, hvad regeringsgrundlaget bliver. Men jeg vil umiddelbart sige: Pas nu på med at brænde fingrene.

Da DR i går spurgte partileder Søren Pape, om han havde blødt op overfor Socialdemokratiet, sagde han, at det vigtigste for ham er politikken, og ikke hvem den bliver lavet med.

- Jeg har ikke ændret holdning på politikken. Men valgets tale er klar. Og jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få mest mulig indflydelse. Om det overhovedet kan nå så langt, at vi skal i regering, det er alt, alt for tidligt at sige endnu, siger han.

Før og under valget afviste Pape blankt at gå i regering med Socialdemokratiet.

Her sagde den konservative formand, at han "slet ikke har fantasi til, at det kunne ske".

Og derfor forstår Søren Pape sådan set godt de kritiske røster fra baglandet.

Der er stemmer ude i det Konservative bagland, der de seneste dage har advaret mod, at I går i regering med Socialdemokraterne. Hvad siger du til dem?

- Det er helt naturligt. Vi skal allesammen glemme alt det, vi har lært om politik. Nu har vi haft blokpolitik i 20 år, så hvis vi skal gøre noget andet, vil det kræve mange overvejelser.

Et selvmål at gå med i regering

Også den tidligere formand for Konservative Ungdom og nuværende gruppeformand for Konservative i Næstved, Rune Kristensen, har "meget svært ved at forstille sig" sådan et regeringssamarbejde.

- Jeg mener, at det er en helt anden vej for Danmark, som Mette Frederiksen står for end det, som Det Konservative Folkeparti står for.

- Så jeg har svært ved at se for mig, at konservative er en del af regeringen eller fungerer som støtteparti for en regering med Mette Frederiksen som statsminister.

Selvom Pape peger på, at det handler om, hvilken politik man kan få i gennem, så tror Kristensen ikke på, at man kan få sat et så tydeligt Konservativt fingeraftryk, at det vil gavne partiet.

- Det vil kræve sådan noget som topskattelettelser, fjernelse af arveafgiften og generationsskiftebeskatning.

- Skattelettelser i bunden og noget på psykiatri, flere læger og klima. Det er ikke nok.

Rune Kristensen er samtidig bange for, at en midterregering ikke vil kunne holde i særligt lang tid.

Og så tror han, at det vil få konsekvenser på den lange bane for de partier, der går med.

- Medmindre man får nogle massive politiske indrømmelser, så tror jeg, det vil være et selvmål at gå med i regeringen, da man vil blive straffet af vælgerne ved næste valg.

- Det er utroværdigt den ene dag at kritisere Mette Frederiksen, når man den næste dag gør hende til statsminister.

Rune Kristensen stillede op til folketingsvalget, men blev ikke valgt ind. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

'Der vil skulle sluges nogle bredrøvede kameler'

Helt så kritisk er Jesper Gleitze Nielsen, formand i Sjællands Storkreds, ikke.

Han har ikke noget imod, at Konservative går i en regering, hvor Mette Frederiksen sidder for bordenden. Men det kommer helt an på, hvilken politik det bliver.

Og her tror Glietze Nielsen, at det kan blive svært.

- Jeg har svært ved at se en langsigtet realisme i en SVC-regering, for der vil skulle sluges nogle bredrøvede kameler hele vejen rundt. Men om de er for brede, vil jeg lade være op til Pape at vurdere.

Formanden for Københavns Omegns Storkreds, Jan Høgskilde, er mere positiv omkring at gå i regering med socialdemokraterne, men kan også godt se, at det kan blive svært,

For ham handler det om, hvilken politik man kan lykkes med at få igennem, i stedet for hvem det er, man gør det sammen med.

- Hvis det er en flertalsregering, hvor Konservative ikke er med, så får vi ikke indflydelse på den politik, der ligger. For en flertalsregering vil jo i sagens natur være nødt at være enig med sig selv internt først.

- Bliver det en regering, hvor Konservative er med, jamen så skal man jo også være enig med os internt.

Høgskilde peger på, at vælgerne har sammensat et Folketing med 12 partier, som kan være noget svært at manøvre rundt i.

Og så mener han, at både rød og blå blok virker "en lille smule dysfunktionel".

Derfor er han heller ikke så nervøs for, om vælgerne vil komme til at give Konservative en lussing, som nogle af de kritiske Konservative stemmer frygter.

- Er der tilstrækkeligt mange borgerlige aftryk, så er det i virkeligheden et gevær, der også vender den anden vej. Altså mod socialdemokraterne. Fordi der er da ikke nogen tvivl om, at går de sammen med de borgerlige, så vil de da få på hattepulden af Enhedslisten og Alternativet.

Jan Høgskilde mener, at hvis Konservative lykkes med at skaffe nogle fornuftige resultater i de samarbejder, man har indgået, så skal vælgerne nok belønne dem.

Formand for Konservative Ungdom, Christian Vigilius, er meget imod, at Konservative skal gå i en regering med Socialdemokratiet (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Men om det bedst kan lykkes i regering eller opposition, overlader han 'trygt' til Søren Pape.

KU: 'Det er utroværdigt'

Hos Konservative Ungdom er nuværende formand Christian Vigilius meget imod, at Konservative skulle gå med i en midterregering.

Og derfor er han heller ikke helt tilfreds med de nye toner fra Søren Pape.

- Det er utroværdigt, når vi lige har været igennem en lang valgkamp, hvor vi gentagne gang har sagt, at vi vil have mere borgerlig politik, og at vi ikke ønsker, at Mette Frederiksen skal fortsætte som statsminister.

Vigilius peger på, at det vil være et strategisk dårligt valg at gå med i en midterregering.

Han mener, at det vil blive svært at agere borgerlig opposition til en regering, man selv har været en del af.

- Det vil virke meget utroværdigt, hvis man siger, at nu har man brug for en anden end Mette Frederiksen, hvis man selv har været med til at holde hende på taburetten.

KU-formanden mener slet ikke, at der er behov for en midterregering, da langt de fleste politiske aftaler alligevel bliver indgået over midten.

Og så er han bange for, at en midterregering vil presse vælgerne ud mod yderpartierne.

- I sidste ende vil det kun polarisere yderligere og styrke yderfløjene.

På lørdag er der møde i De Konservatives hovedbestyrelse, hvor valgkampen skal evalueres.

Her har Vigilius tænkt sig at sige, at han bestemt ikke synes, partiet skal indgå i en midterregering.

Konservative er til regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet i dag.