Baglandets råd til Skipper: Skru bissen på, fortsæt linjen og vær dig selv

Enhedslistens nye frontfigur fik gode råd med på vejen under partiets årlige årsmøde. 'Hold kursen og favn bredt', lyder det blandt andet fra medlemmerne.

Enhedslisten afholder Årsmøde i Søborg. 14. maj 2016. Pernille Skipper holder beretning. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016) (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

I salen på Grønnemose skolen i Gladsaxe var der på Enhedslistens 27. årsmøde gode råd at hente til den nyslåede politiske ordfører, Pernille Skipper.

Blandt andet fra Rasmus Brede fra Blågård-afdelingen på Nørrebro. Han foreslår en mere kontant stil fra nye frontfigur.

- Inde på min arbejdsplads snakkede vi i fredags om, hvad vi synes om den nye politiske ordfører, og der var flere af mine kollegaer, der sagde, at hun skal skrue bissen lidt mere på – så det er mit råd, siger han og tilføjer:

- Hun kunne godt give den lidt mere gas.

Men det var dog primært roser og opbakning fra salen, der i dagens anledning var fyldt med langborde og røde bannere med slogans som ”Lighed løfter alle” og ”Fællesskab fungerer”.

Hun gør noget andet end Johanne

Også til trods for, at partiets største stemmesluger, Johanne Schmidt-Nielsen, for nyligt trådte tilbage som partiets frontfigur.

Det var første gang på et årsmøde, at medlemmerne oplevede Pernille Skipper i rollen som partiets nye spydspids. Og det brugte flere som en anledning til at give den nye politiske ordfører et godt råd med på vejen.

- Nu synes jeg, Pernille er en rigtig dygtig politiker, og der er mange ting, som hun gør rigtig godt. Men et godt råd kunne være: Bliv ved med at fastholde, at Enhedslistens skal favne meget bredt, og det skal være et parti, alle kan se sig i, siger Camille Willum, der er medlem Enhedslistens partiforening i Odense.

Og opbakning var der også at spore blandt partiforeningen i Farum. Her er Gitte Aakjær svært tilfreds med partiets nye politiske ordfører:

- Det er godt, at hun går ind og siger, at ’jeg ser det måske lidt fra en anden side end Johanne’. Så der alligevel bliver en forskel på de to, og så der ikke bliver den der kamp, om ’gør hun det nu lige så godt som Johanne’. For hun gør noget andet. Så hun skal i virkeligheden bare blive ved med at være sig selv.

Skal finde sin egen facon

Pernille Skipper selv brugte blandt andet sin tale på årsmødet til at rose sin forgænger:

- Du har mildest talt taget din del af slæbet, Johanne, lød det blandt andet i talen, og det affødte store bifald blandt medlemmerne i salen.

Men netop på grund af sin forgængers store succes er det vigtigt, at Pernille Skipper finder sig selv i rollen som partiets politiske ordfører, mener tidligere MF’er for Enhedslisten Per Clausen:

- Det helt afgørende er jo, at hun finder sin egen rolle og sin egen stil. Johanne har jo gjort det fantastisk, men der er jo forskel, og derfor skal Pernille finde sin helt egen facon, og det er jeg også overbevist om at hun vil gøre, siger han.

Og den holdning deler Marianne Ruskjær fra Enhedslisten i Odense. Hun ser til gengæld gerne, at den nye frontfigur gør partiet endnu skarpere på flygtningeområdet:

- Noget af det, hun skal gribe fat i, er debatten om flygtninge, som er blevet helt forskruet her i Danmark. Den måde, der bliver kørt hetz mod muslimer.

- Jeg kan ikke se, vi har et større problem lige nu end at droppe den hetz og i stedet få den positive historie frem, siger hun, men tilføjer, at hun er overbevist om, at Pernille Skipper kommer til at gøre det godt.

Facebook
Twitter