Bekymret Mette Frederiksen åbner for mundbinds-påbud: ’Vi er begyndt at slække’

Næste fase af genåbningen af samfundet bliver i store træk aflyst, lyder det i opsigtsvækkende interview.

Statsminister Mette Frederiksen tror, det kan blive nødvendigt med et krav om mundbind i Danmark. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) er bekymret.

For smittetallene stiger, og mange er holdt op med at følge en del af de retningslinjer, der skal hindre spredningen af coronavirus. Det siger hun i et nyt interview med Avisen Danmark.

- Vi begynder at slække. Der sprittes mindre af, afstanden mellem os er blevet kortere. Vores kontakt med mange personer er taget til. Vi er dér, hvor vi afgør, måske i løbet af de kommende uger, hvad det er for et efterår, vi går ind i, siger hun til Avisen Danmark.

Bekymringen er så stor, at statsministeren i interviewet i praksis aflyser det meste af næste fase af genåbningen af samfundet, som politikerne ellers efter planen skal forhandle om i de kommende dage.

- Ovenpå foråret kan man ikke læne sig tilbage nu og sige, den er home safe. Det er den ikke, siger statsministeren til Avisen Danmark.

Glem alt om natteliv foreløbigt

I fase fire, der var planlagt til at starte i denne måned, skulle nattelivet med diskoteker, spillesteder og nattelivet generelt have haft lov til at åbne igen.

Samtidig skulle de uddannelsesinstitutioner, der ellers har været lukket, åbne igen. Og så skulle grænsen for, hvor mange mennesker der må forsamles, være hævet.

Men Mette Frederiksen siger nu, at nattelivet ikke kommer til at åbne igen i nærmeste fremtid. Det er simpelthen for farligt i den nuværende situation, mener statsministeren.

Samme melding kom i sidste uge fra Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, der sagde, at han ikke kunne anbefale at genåbne diskoteker og barer om natten.

Statsministeren varsler, at det kan blive nødvendigt med et krav om mundbind i for eksempel offentlig transport. Her ses hun selv med et under et EU-topmøde 20. juli i år. (Foto: pool © Scanpix)

Statsministeren siger også, at antallet af mennesker, der må forsamles, heller ikke bliver hævet foreløbig.

Lige nu betyder forsamlingsforbuddet, at man ikke må være samlet flere end 100 mennesker. Det var ellers planen, at grænsen skulle være hævet til 200 i denne weekend, men det aflyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) allerede i går.

Også den grænse, der betyder, at man ikke må være flere end 500 siddende personer til et arrangement, bliver fastholdt, selvom den skulle være ophævet 31. august.

En del af næste fase – en genåbning af uddannelsesinstitutionerne – vil dog godt kunne gennemføres, mener Mette Frederiksen.

Vil bruge lokale nedlukninger

Statsministeren bebuder samtidig, at de virksomheder, der på grund af nedlukningen fortsat bliver nødt til at holde lukket – eksempelvis diskoteker – kan se frem til, at de økonomiske hjælpepakker fra staten vil fortsætte, så længe de er tvunget lukket.

De stigende smittetal har den seneste tid været båret frem af lokale udbrud i Ringsted og Aarhus.

Faktisk er halvdelen af de nye registrerede smittede det seneste døgn i Aarhus. Det fik i dag sundhedsminister Magnus Heunicke til at indføre en række lokale påbud og initiativer, der skal begrænse smitten i Aarhus.

Blandt andet er det nu et påbud, at man skal bære mundbind i den kollektive trafik i Aarhus. I resten af landet er det blot en anbefaling, at man bærer mundbind, hvis der er trængsel i toget eller bussen.

Men situationen i Aarhus er et meget godt billede på, hvad der potentielt kan vente resten af landet. For statsministeren varsler, at lokale nedlukninger vil være et middel til at bekæmpe nye udbrud i den kommende tid.

Og så forudser hun, at der kan komme et nationalt krav om at bære mundbind i forskellige situationer.

- Det vil jeg ikke afvise. Hvis vi vil være sikre på, vi ikke skal lukke for megen økonomisk aktivitet ned, og det er det, der er afgørende nu, kan det godt være, at vi skal bruge masker mere aktivt. I den kollektive trafik, ved indkøb eller i andre situationer, hvor man ikke kan holde afstand.

- Jeg er nødt til at varsko nu, om det kan blive nødvendigt også nationalt, siger Mette Frederiksen i interviewet med Avisen Danmark.

Statsministeren håber, at man med de tiltag og en strategi med masser af test, smitteopsporing og isolation af smittede vil kunne undgå en ny nedlukning af samfundet, som vi oplevede i foråret.

DR har forsøgt at få et interview med statsminister Mette Frederiksen for at få udtalelserne i interviewet med Avisen Danmark uddybet. Hun har ikke ønsket at stille op til interview her til aften.

Facebook
Twitter