Bekymret ombudsmand: Offentligt ansatte tør ikke tale frit

Ombudsmanden ser et stigende antal sager om offentligt ansatte, der ikke tør tale frit af frygt for fyring.

Reglerne på området er krystalklare, og det kan derfor ikke forklare det stigende antal af sager om offentligt ansattes ytringsfrihed, mener Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det er "meget kritisabelt" og et alvorligt angreb på ytringsfriheden, at forsvarschef Peter Bartram for nylig truede sine ansatte med fyringer, hvis de udtrykte sig illoyalt om Forsvaret på sociale medier.

Sådan lød kritikken i tirsdags fra Folketingets Ombudsmand.

Nu viser en ny opgørelse, som Ombudsmanden har udarbejdet på Politikens anmodning, at ombudsmand Jørgen Steen Sørensen på dette område har modtaget og kritiseret flere sager på de seneste to år end de foregående fire år tilsammen.

- Vi ser usædvanlig mange sager om det her spørgsmål i øjeblikket, og de peger i retning af et generelt problem, siger han til Politiken.

I 2014 og 2015 modtog Ombudsmanden i alt 29 sager om offentligt ansattes ytringsfrihed, hvor fire blev afsluttet med kritik.

De foregående fire år, fra 2010 til 2013, havde Ombudsmanden tilsammen 28 sager, hvoraf der blev givet kritik i tre.

Udviklingen bekymrer ombudsmanden.

- Lige på det her område er reglerne krystalklare, så det kan ikke være det, der er forklaringen på, at vi bliver ved med at se sager, hvor ledere ikke respekterer reglerne. Selvfølgelig giver det anledning til bekymring.

Kritik er Ombudsmandens skrappeste sanktion. Dertil kommer, at en del sager afvises fordi de er anonyme eller forældede.

/ritzau/

FacebookTwitter