Beregning: Konservativ plan koster arbejdsløse tusindvis af kroner - direktørfamilie står til årlig gevinst på 84.600 kroner

Folk på dagpenge og kontanthjælp mister mellem 14.000 og 16.000 kroner om året, hvis konservativ plan bliver til virkelighed.

Søren Pape Poulsen fremlagde skatteplanen på De Konservatives sommergruppemøde tidligere i dag. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Der er stor forskel på, hvordan den nye konservative skatteplan rammer ude i de danske hjem.

En omfattende plan, som De Konservatives statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, fremlagde på partiets sommergruppemøde i dag.

Den indeholder blandt andet en afskaffelse af topskatten og sænker samlet skatter og afgifter med 40 milliarder kroner frem mod 2030.

DR Nyheder har bedt den borgerlig-liberale tænketank Cepos om at regne på konsekvenserne af planen.

Beregningerne viser, at en direktørfamilie står til den største årlige gevinst med 84.600 kroner.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom og vicedirektør i Cepos, forklarer, at det særligt er afskaffelsen af en enkelt skat, der gavner dem med de højeste indkomster.

- Dem, der får den største gevinst, er direktørfamilien. Direktørfamilien står til at vinde, fordi de får gavn af, at man fjerner topskatten.

- Det gør funktionærfamilien ikke, og det gør arbejderfamilien ikke, fordi de i eksemplerne har indkomster under topskattegrænsen. De får til gengæld en stigning i beskæftigelsesfradrag og nyder godt af, at elafgiften bliver sænket, siger han.

Topskatten er på 15 procent og betales af den årsindtægt, der ligger over 552.500 kroner.

Omvendt ser det ud for arbejdsløsedagpenge eller kontanthjælp. De står til at miste tusindvis af kroner om året, hvis den konservative plan føres ud i livet.

- Dem, der taber, er i udpræget grad dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og SU-modtagere uden erhvervsarbejde. Det er fordi, De Konservative lige præcis sparer på kontanthjælp, dagpenge og SU, siger Mads Lundby Hansen.

Set fra hans bord er det dog en plan, der samlet set kommer de fleste til gode.

- Den her plan vil i den grad øge velstanden for de danske familier og det danske samfund, siger han.

Pape: Det er ikke socialt skævt

Cepos har også beregnet planen for De Konservative. Her fremgår der kun tal for en arbejderfamilie og funktionærfamilie.

Men tallene for alle familietyper viser altså, at det er andre grupper i samfundet, som er de store vindere og tabere.

Mads Lundby Hansen oplyser, at De Konservative kun har bedt om tal for de to familietyper, så det altså ikke fremgår, hvor meget en arbejdsløs mister, og hvor meget en direktørfamilie vinder.

DR spurgte Søren Pape Poulsen efter sommergruppemødet, hvorfor beregningerne for alle familietyper ikke bliver lagt frem i planen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, men det er et spørgsmål om, hvem der er flest af i det her land. Det er helt almindelige familier. En direktørfamilie vil selvfølgelig få mere, det er klart. De betaler meget mere i skat.

Hvorfor har I ikke bare lagt de beregninger frem?

- Vi har lavet beregninger på det, der kommer til at berøre flest mennesker, og det er de to grupper.

Så det er ikke for at skjule det socialt skæve i en afskaffelse af topskatten, at I ikke laver de beregninger?

- Overhovedet ikke. Vi ved alle, at hvis man ikke mere skal betale topskat, så har man selvfølgelig endnu mere til sig selv. Jeg er bare ikke enig i, at det er socialt skævt.

- Jeg synes, det socialt skæve er, at vi har en regering og støttepartier, som mener, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde, sagde Søren Pape Poulsen.

Wammen: ' Meget blå og meget skæv'

Finansminister Nicolai Wammen (S) har ikke uventet et noget andet syn på planens økonomiske konsekvenser for de danske familier.

- Papes plan er meget, meget blå og meget, meget skæv. Man vil forgylde direktøren, og nogle af dem, der ikke har så meget, kommer til at tabe penge. Det sker på et tidspunkt, hvor det er høj inflation, og folk sidder meget svært i det. Det trækker i en meget, meget skæv retning.

Pengene skal blandt andet komme fra et mindre offentligt forbrug. De Konservative vil effektivisere og på den måde skaffe penge til andre ting. Er der ikke et potentiale for at effektivisere i den offentlige sektor?

- Vi skal hele tiden se på, hvordan vi kan gøre tingene bedre i den offentlige sektor.

- Men når der i de kommende år kommer titusindvis flere ældre, kan man ikke lade som om, at det ikke betyder, at vi får brug for flere hænder og penge til omsorg til dem. Det er så det, den konservative plan overhovedet ikke lægger op til, siger Nicolai Wammen.