Bertel Haarder: USA har svigtet De Vestindiske Øer

Øerne står til at gå fallit, siger Venstres Bertel Haarder, der mener, at USA har svigtet. Derfor er der ingen grund til at tale om dansk undskyldning.

Befolkningen på De Vestindiske Øer (på billedet St. Thomas) lever under ringe levevilkår. USA har skylden for øernes tilstand, siger Bertel Haarder, der efterlyser investeringer. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I morgen er det præcis 100 år siden, at De Vestindiske Øer (i dag De Amerikanske Jomfruøer) blev overdraget til USA.

Dagen bliver fejret med parader, taler og stor fest, men Venstrepolitiker og medlem af Kulturudvalget Bertel Haarder mener, at øerne bliver svigtet.

- Øerne er nærmest ved at gå fallit, siger Bertel Haarder på en telefon fra øen St. Croix til P1s politiske magasin, Slotsholmen.

Han skal sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den amerikanske indenrigsminister Ryan Zinke overvære 100-års-fejringen i morgen. Og sammen skal de drøfte, hvordan øerne kan tiltrække investeringer fra private fonde fra Danmark og USA. Øernes tilstand er yderst kritisabel, siger han

- Der er 106.000 indbyggere, og kun 30.000 betaler skat. I øvrigt er 30 procent på kontanthjælp, som herovre indebærer, at man får madkuponer. Så det siger lidt om øernes tilstand, siger han, og tilføjer, at offentlige ansatte gang på gang må vente på deres løn, simpelthen fordi statskassen er tom.

Øerne blev i 1917 solgt til USA for 25 millioner dollars.

Til trods for, at Danmark frem til 1848 brugte øerne til slavehandel og at øerne efterfølgende havde store økonomiske og sociale vanskeligheder, så mener Bertel Haarder ikke, at der skal bruges energi på en dansk undskyldning.

- Jeg synes absolut, at øerne er blevet svigtet af USA, siger han og tilføjer:

- I betragtning af at øerne er en del af verdens største økonomi, så kunne man godt forestille sig, at der kunne være flere investeringer fra udlandet herude. Amerikanerne kunne godt oppe sig lidt.

Ikke et spørgsmål om at undskylde

Debatten har ellers i de seneste uger handlet om, hvorvidt Danmark skal give en officiel undskyldning til De Vestindiske øer.

Den diskussion tager Bertel Haarder afslappet og kalder det spild af kræfter

- Det nærmer sig tidsspilde at have den diskussion, fordi hvad er det, der kan få danskerne og fonde til at gøre noget for øerne. Det er altså ikke, at øerne svælger i offermentaliteten og siger, at det er noget, vi skylder dem, siger han.

Desuden påpeger Bertel Haarder, at Dannebrog hænger alle steder inden festdagen i morgen.

- Det ville jo ikke være tilfældet, hvis de var flove over den danske fortid.

Derfor vil Bertel Haarder (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tale med den amerikanske indenrigsminister om mulighederne for at lave et fælles projekt om blandt andet at istandsætte faldefærdige huse.

- Der er et dansk initiativ, som gerne vil samle penge ind hos fonde, for at betale for halvdelen af istandsættelsen. Så er det tanken, at nogle fonde i USA kan betale den anden halvdel. Det ville være et meget smukt symbol, siger han.

Markeringen for 100-årsdagen for salget af de tre vestindiske øer begynder i morgen fredag. Ved de officielle arrangementer vil statsminister Lars Løkke Rasmussen holde tale. Der er dog heller ingen undskyldning i sigte fra hans side.