Bertel Haarder: Vi har ikke de bedste politikere – de bliver skræmt væk

- Jeg kan godt se nogen ude i terrænet, der kunne være bedre end både mig og mine kollegaer. Men de vil ikke slæbes gennem skidtet.

Det er ikke de bedste og dygtigste politikere, der sidder i Folketinget.

- Vi kunne have meget bedre politikere. Det er jeg sikker på.

Det siger Bertel Haarder i ’Vi ses hos Clement’. Og som den politiker, der besidder rekorden for flest dage som minister og i alt over 36 år i Folketinget, kender han en ting eller to til toppen af dansk politik.

De personer, som ifølge Bertel Haarder ville være bedre politikere end de nuværende, kunne være nogen med mere erfaring fra det virkelige liv.

- Jeg kan godt se nogen ude i terrænet, der kunne være bedre end både mig og mine kollegaer, men man må aldrig skælde ud på dem, der stiller sig til rådighed. Man skal skælde ud på dem, der ikke stiller sig til rådighed.

Har du navne på folk, som vi kan ringe til?

- Ja, det har jeg faktisk. Men de vil ikke stille op, fordi de vil ikke slæbes igennem skidtet. Det, tror jeg, holder flest væk fra politik, for de kan se, hvordan man kommer i en vridemaskine.

Medierne kan tage nattesøvnen fra mange

Når kalenderen viser ”september 2017”, forlader Bertel Haarder Folketinget og toppen af dansk politik.

Fremtiden byder på gåture langs Flensborg Fjord og tyske Torte, når MF-stillingen skiftes ud med stillingen som generalkonsul i Flensborg – langt fra mediernes opmærksomhed.

Og netop medierne bærer en stor del af ansvaret for, at dem, der kunne blive de bedste politikere, aldrig finder vej til Christiansborg, mener Bertel Haarder.

- Man kan sige 100 kloge ting, men ingen hører dig sige det. Siger man én dum ting, bliver det spillet 100 gange.

Er omkostningerne blevet værre?

- Ja, det er de. Det er helt sikkert. Man skal ikke give medierne skylden, men medieverdenen er jo blevet anderledes. Det kan vi ikke benægte, siger Bertel Haarder og uddyber:

- Det er fra tidlig morgen til sen aften, og hvis der så er et eller andet problem, så bliver det spillet igen og igen og igen. Det er altså noget, der godt kan tage nattesøvnen fra mange. Så der er for mange, der bliver skræmt væk fra at blive politikere, siger han.

Se klippet med Bertel Haarder i videoen i toppen af artiklen, og se hele interviewet fra ’Vi ses hos Clement’ her.