Bestyrelse efter møde med Elbæk: Han har vores støtte

Efter hastemøde udtrykker Alternativets bestyrelse i København både støtte til Uffe Elbæk og Josephine Fock.

Uffe Elbæk, tidligere leder af Alternativet, var her til aften indkaldt til et møde. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Alternativets bestyrelse i Københavns Storkreds har mandag aften holdt møde med forhenværende politisk leder Uffe Elbæk, for at få en forklaring på hans ageren i medierne.

I sidste uge løftede han sløret for, at han havde haft oplevelser med nuværende leder Josephine Fock, som han agtede at fortælle hovedbestyrelsen om.

Han har nu talt med bestyrelsen i Københavns Storkreds, og den er tilfreds efter mødet med Elbæk.

- Uffe Elbæk redegjorde således for sit perspektiv på de komplekse sammenhænge samt redegjorde for, hvorfor han havde valgt at gøre, som han har gjort.

- Vi fik svar på vores spørgsmål, og vi støtter fortsat hans politiske arbejde, ligesom vi støtter vores folkevalgte og vores politiske leder. Vore blik på situationen er blevet nuanceret, og vi værdsætter hans åbenhed.

Sådan skriver Alternativets bestyrelse i Københavns Storkreds til medlemmerne mandag aften.

Brevet er offentliggjort på Alternativets åbne debathjemmeside, hvor medlemmerne kommunikerer.

Uffe Elbæk vil ikke udtale sig efter mødet, oplyser han mandag aften til Ritzau.

/ritzau/