Birthe Rønn Hornbech kritiserer ghettoudspil: 'Dobbelt straf er uhyggeligt'

Venstres tidligere integrationsminister kalder udspil for upædagogisk og uhyggeligt.

Tidligere integrationsminister Birthe Rønnbech Horn er bestemt ikke imponerede over regeringens ghettoudspil. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Knap nok er blækket tørt på regeringens 22 punkter lange udspil, der skal gøre op med parallelsamfund, før der lander lidt af en bredside på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) skrivebord fra partiets egne rækker.

Birthe Rønn Hornbech, der er forhenværende folketingsmedlem og besad posten som integrationsminister mellem 2007 og 2011 for Venstre, mener nemlig, at udlændinge- og integrationspolitikken er gået i en helt forkert retning.

- Jeg synes, at både den her regering og den tidligere socialdemokratiske regering talte integrationen ned. Jeg mener, at jeg talte integrationen op, siger hun i programmet Kulturen på P1.

Følte sig på bølgelængde med indvandrerne

Regeringen præsenterede i formiddags sit udspil i ghettoområdet Mjølnerparken i København.

Her ligger de op til en markant hårdere linje over for beboere i landets udsatte boligområder.

Blandt andet lyder et af forslagene, at det i en periode skal være muligt at straffe dobbelt så hårdt, hvis der bliver begået kriminalitet i et område, der har været plaget af uro.

Og det vækker forargelse hos den tidligere integrationsminister.

- Forslaget om dobbelt straf er uhyggeligt, og det er som om, at man vil gøre Danmark til en krigszone. Men selvfølgelig er man nødt til at gøre mere ved integrationen, og jeg synes, at det er forargeligt, at der er somaliske kvinder, der har været her 17 år i landet og stadig ikke kan dansk, siger Birthe Rønn Hornbech og fortsætter:

- Men jeg synes, at det er synd og skam, at man stigmatiserer dem, og når man ser på, hvor mange veluddannede kvinder vi har fået i dag, så er det en meget upædagogisk og forkert fremgangsmåde, siger hun.

Birthe Rønn Hornbech fortæller, at hun i sit ministerembede mødte en række indvandrere, og at hun kun havde positive oplevelser.

- Jeg mødte aldrig indvandrere, der ikke var venlige og smilende. Og de kvinder, som ikke altid er lige veluddannede, dem følte jeg mig også på bølgelængde med, siger hun.