Bjarne Corydon forlader dansk politik og får toppost i McKinsey

Socialdemokraten Bjarne Corydon får toppost i konsulentvirksomheden McKinsey, skriver Berlingske.

Bjarne Corydon bliver ny global direktør for The McKinsey Center for Government (MCG). (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Den tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) forlader dansk politik til fordel for en toppost i McKinsey.

Det skriver Berlingske.

Nærmere bestemt tiltræder Corydon som ny global direktør for The McKinsey Center for Government (MCG) og rykker dermed ind på en central plads i den verdenskendte management- og konsulentvirksomhed.

- Det er en stilling med store muligheder for at gøre en forskel på et felt, som jeg brænder for. Det vil sige, hvordan får vi mest ud af vores menneskelige ressourcer, og hvordan får vi mest kvalitet for de penge, vi investerer i den offentlige sektor, siger Bjarne Corydon til Berlingske.

Corydon skal være med til at udvikle den offentlige sektor i en lang række lande - hans første arbejdsdag bliver 1. februar.

Kaldt i samråd om McKinsey

McKinsey og Bjarne Corydon er ikke helt ukendte for hinanden. Konsulentvirksomheden har nemlig været med til at føre folkeskolereformen ud i livet, mens han var finansminister.

Derudover udviklede McKinsey en ny ledelsesmodel for den offentlige sektor i samarbejde med Moderniseringsstyrelsen. Det fik i begyndelsen af året Enhedslisten og SF til at kalde Bjarne Corydon i samråd, fordi de to partier mente, at der blev lagt op til alt for meget målstyring af medarbejderne.

Bjarne Corydon meddeler Berlingske, at han ikke forlader dansk politik i skuffelse eller vrede.

Bjarne Corydon (S) ved overdragelsen af Finansministeriet til Claus Hjort Frederiksen (V). (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

- Jeg har været dybt engageret i politik, for jeg har altid syntes, at politik er vigtigt. Det mener jeg stadig, selv om jeg ikke længere skal være aktiv. Men jeg synes ikke, at det bør være sådan, at man siger - "én gang politik, altid politik". Jeg vil gerne gøre gavn på andre områder og lære nyt, siger Corydon.

Opmærksomhed efter Dong

Efter valgnederlaget i sommer har Corydon været en del af partiledelsen som næstformand.

Han blev valgt ind i Folketinget i 2011 for Socialdemokraterne i Esbjerg Bykredsen. Inden da virkede han i flere år som stabschef for Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, som efter valget i 2011 gjorde ham til finansminister.

Bjarne Corydon (S) kom for alvor i søgelyset i forbindelse med den tidligere regerings kontroversielle salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Meget af kritikken gik på, at Corydon gav Folketinget alt for få oplysninger om sagen, og på et tidspunkt udtalte han, at han frygtede, at Folketingets Finansudvalg ville lække oplysninger.

På Twitter har Venstre sendt denne lykønskning til Bjarne Corydon:

Også de radikales leder, Morten Østergaard, og Socialdemokraternes egen retsordfører, Trine Bramsen, ønsker Corydon tillykke med det nye job:

https://twitter.com/oestergaard/status/679235032750407680 https://twitter.com/Trinebramsen/status/679247587204050944

Facebook
Twitter