Bjørn Lomborg får penge til projekt

En af konsekvenserne af finansloven for 2007 er, at Institut for Miljøvurdering nedlægges i sin nuværende form. Til gengæld får miljøskeptikeren Bjørn Lomborgs projekt Copenhagen Consensus Center 2,5 millioner kroner om året.

Bjørn Lomborg får penge til sit nye project Copenhagen Consensus Center. (Foto: DR © DR)

En af konsekvenserne af finansloven for 2007 er, at Institut for Miljøvurdering nedlægges i sin nuværende form. Til gengæld får miljøskeptikeren Bjørn Lomborgs projekt Copenhagen Consensus Center 2,5 millioner kroner om året. Pengene frigives ved at Institut for Miljøvurdering (IMV) nedlægges i sin nuværende form og fusioneres med vismændene i Det Økonomiske Råd.

Falmet i sit arbejde

Dansk Folkeparti mener at IMVs arbejde på det seneste var "falmet", og at der derfor er brug for at ruske op i arbejdet.

- Man kan sige meget om Bjørn Lomborg, men han er med til at sætte lup på, om vi bruger pengene rigtigt. Derfor synes jeg, at det er fint, at han kan fortsætte sit virke, siger Kristian Thulesen Dahl.

Lomborg på finansloven

Oppositionen i Folketinget siger det er kritisabelt at støtte Bjørn Lomborgs projekt.

Socialdemokraterne mener, at det er et tydeligt eksempel på, at "statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke tager klimaproblemerne alvorligt", men putter pengene i Lomborgs egne skriverier. Det siger Socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen.

Enhedslisten mener, at det nu er endegyldigt, at Bjørn Lomborg som person bliver sat på VK-regeringens finanslov.

- Umiddelbart virker det grotesk, at man sidder ved finanslovforhandlingerne og fordeler et beløb på 2,5 millioner kroner til Copenhagen Consensus Center. Forklaringen kan kun være, at Bjørn Lomborg er kommet på finansloven, siger Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen

Facebook
Twitter