Blå blok bliver ikke en del af ny genåbningsaftale: 'Vi er blevet smidt ud'

Der kommer ikke en bred aftale om en yderligere genåbning. Regeringen og røde partier mødes igen i dag.

En aftale om en yderligere genåbning af Danmark, der skal sættes i gang fra på mandag, bliver uden de blå partier i Folketinget.

De har nemlig forladt forhandlingerne.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, fortæller, at blå blok 'er blevet smidt ud.'

- Regeringen spurgte, om der var nogle, der vil mere eller andet end regeringen. Jeg sagde, at vi gerne ville åbne for, at de unge kunne komme tilbage til deres efterskoler og højskoler, siger Venstre-formanden og fortsætter:

- Men fordi vores forslag afveg fra regeringens, så blev vi bedt om at forlade mødet. Det er at stikke blår i øjnene på folk at kalde det en forhandling - det var et diktat.

DF: En skueproces

DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, kalder hele forløbet 'en skueproces'.

- De borgerlige partier er blevet bedt om at forlade forhandlingerne om en genåbning. Og det er vi, fordi vi havde bedt om at få vurderinger af genåbninger ud over det, som regeringen havde lagt op til.

Men er det ikke meget klogt, at regeringen holder sig til det, eksperterne anbefaler?

- Der ville være en mængde muligheder, hvis regeringen havde ønsket at gå ind i en reel forhandling og diskutere det. Den mulighed blev aldrig til noget, fordi vi aldrig kom i gang med en reel forhandling.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, bekræfter på Twitter, at de heller ikke bliver en del af forhandlingerne.

- Regeringens udspil ser ikke ud til at ændres. Vi ønsker efter- og højskoler åbne, da der kan laves boble. Unødvendigt mange butikker lukkes på grund af kvadratmetergrænse. Kommuner med lav smitte bør få børn tilbage i skolerne, skriver han.

En vred Søren Pape Poulsen udyber over for DR Nyheder, hvor han fortæller, at regeringen på ingen måde var til at hugge eller stikke i.

- Jeg har aldrig prøvet at have en forhandling, hvor man siger, hvad man ønsker og så er forhandlingen slut. Det var tilfældet i dag, siger Søren Pape Poulsen.

De Konservative efterlyste blandt andet, at man lader efterskole- og højskoleelever komme tilbage i skole. Derudover er man kritisk over for kvadratmeterloftet på 5000 kvadratmeter, der er lagt op til i den gradvise genåbning af udvalgsvarebutikker.

Også Nye Borgerlige er blevet bedt om at forlade forhandlinger, fortæller partiformand Pernille Vermund til TV2 News

Regeringen fortsatte i aftes forhandlingerne med Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet. Parterne mødes igen her til morgen klokken 8.30.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter