Blå blok vil forlænge åbningstider for barer og restauranter: Kan skabe problemer under EM-slutrunden

Det bør ikke have de store konsekvenser for smittespredningen, hvis barer får lov til at holde åbent et par timer længere, vurderer ekspert.

Politiet forventer, at barer og værtshuse bliver godt fyldte under EM. (Arkiv) (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix Danmark)

Efter 90 nervepirrende minutter er der endnu ikke fundet en vinder. EM-kampen må i forlænget spilletid. Stemningen på baren er elektrisk, da de to gange 15 minutter er ved at være slut, og det stadig står uafgjort.

I næste øjeblik står du ude i regnen. Klokken har passeret 23, og baren skal lukke grundet coronarestriktionerne, og du bliver nødt til at se straffesparkskonkurrencen på mobilen.

Scenariet her kan blive virkelighed, når de afgørende kampe under EM-slutrunden skal spilles, da mange af kampene først begynder klokken 21.

Det vil blå blok dog gerne ændre ved, når der i morgen er genåbningsforhandlinger.

Udover at man gerne ser flere tilskuere på stadion herhjemme, vil man også gerne have åbningstider på barer og restauranter forlænget.

- Så længe det kan foregå under sikre og ordentlige forhold, så bør man kunne få hele kampen med, siger Stén Knuth, der er idrætsordfører for Venstre.

Han vil ikke komme med et konkret tidspunkt, hvor beværtninger skal lukke, da det kommer an på myndighedernes vejledning og de politiske drøftelser.

Skal tilbage til en mere normal hverdag

Det vil man dog gerne i Dansk Folkeparti, hvor sundhedsordfører Liselott Blixt gerne så, at vi snart kommer tilbage til en mere normal hverdag.

- Vi kommer med et forslag, der lyder på, at de skal lukke klokken 2, men vi kommer ikke med ultimative ting. Det er en forhandling, siger hun.

- Det går jo rigtig godt, når man ser på smittetal og indlæggelser, og flere og flere bliver vaccineret.

Både Venstre og Dansk Folkeparti går ud fra, at sundhedsmyndighederne har regnet på, hvad forskellige scenarier for genåbning vil betyde for smittespredningen ligesom ved de seneste genåbningsforhandlinger.

- Myndighederne har selv sagt, at vi snart kan smide mundbind i visse situationer og slække på restriktionerne. Men vi skal selvfølgelig hele tiden følge udviklingen, siger Liselott Blixt.

Et par timer bekymrer ikke ekspert

Som situationen er i øjeblikket med coronavirus i Danmark, vil det ikke bekymre Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet, hvis barer og værthuse får lov til at holde åbent en time eller to mere.

- At holde åbnet til midnat, tror jeg ikke vil gøre den store forskel. Når vi har set nattelivet har haft en medvirkende årsag til infektioner, er det, når diskoteker og natklubber har åbent til langt ud på natten, siger han.

Han forstår godt, hvis nogle undrer sig over, at det er kort før EM-slutrunden, at diskussionen om åbningstider for alvor er blusset på.

- Kunne man ikke have gjort det for 14 dage siden? Jo. Men diskussionen skulle komme på et tidspunkt, og det giver mening, at det er nu. Det er en del af den graduerede genåbning, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Har prøvet det før

Faktisk har barerne allerede prøvet at stå i en situation, hvor man måtte smide sportsglade gæster ud midt under en straffesparkskonkurrence.

Det skulle Jakob Just, der er driftchef på Skum Ølbar i Helsingør, da Manchester United mødte Villareal i finalen i Europa League.

- Det var ikke den bedste kundeoplevelse, sagde han, da TV Avisen besøgte baren i sidste uge.

Han mener, at det vil give god mening, at barer som hans kan holde lidt længere åbent.

- Folk er ansvarsbevidste, man skal vise coronapas, der er håndsprit sammen med alle de andre forholdsregler. Så jeg tror godt, at danskerne kan håndtere en sådan situation.

Bekymring hos politiet

Det er ikke kun fodboldglade bargæster, der er bekymrede for, at de bliver smidt ud midt under en afgørende EM-kamp.

Kombinationen af berusede fodboldfans og barer, der lukker tidligt, kan give udfordringer i gaderne, siger Peter Dahl, der er chef for beredskabet i Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

- Vi har ikke været vant til, at barer og værtshuse, som jo viser kampene på fjernsyn, skal lukke midt i forlænget spilletid eller straffesparkskonkurrence, siger han.

Det er ikke kun på barer rundt omkring i landet, hvor man kan se EM-kampene, hvis man ikke vil sidde hjemme i sofaen.

Det kan man også i Øksnehallen på Vesterbro og Ofelia Plads ved Københavns Havn, hvor kampene bliver vist på storskærm. Her skal man bestille billet, hvilket der blev åbnet for i dag klokken 10, hvor der var kæmpe interesse.

Og Københavns Politi forventer også, at byens barer og værtshuse bliver godt fyldte.

- Vi er på nyt land i forhold til, hvad der kommer til at ske på gaderne, fordi der ikke er særligt mange andre arrangementer, siger Peter Dahl.

EM begynder på fredag, mens Danmark spiller første kamp mod Finland lørdag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk