Må helt små børn sidde med en ipad eller en mobiltelefon i løbet af dagen i vuggestuen eller børnehaven? Det mener regeringen ikke, og derfor vil børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) nu have ændret lovgivningen.
Men spørger du flere af oppositionspartierne i blå blok, så er det fuldstændig "overkill" at lovgive om dagtilbuddenes brug af skærme.
- Det er meget fornuftigt at sige, at små børn ikke skal sidde med en ipad hele dagen. Men det gør de sådan set heller ikke. Jeg har fuld tillid til, at det ansvar kan de godt varetage ude i daginstitutionerne, lyder det fra Nye Borgerliges formand Pernille Vermund.
- At have en minister, der siger, at nu skal vi have et forbud, det er overkill, siger hun.
Også Liberal Alliance er imod.
- Det skal være op til de enkelte institutioner, og vi skal faktisk også have noget tillid til de dygtige pædagoger og de andre ansatte derude i daginstitutionerne. Og hvis de nu har lyst til at tage en tur ud i skoven og finde krible-krable-dyr og skal finde ud af hvilke dyr, det er bagefter, så ser jeg ikke noget problem i, at de bruger eksempelvis en en ipad dér, siger partiets børneordfører Helena Artmann Andresen.
- Socialdemokratiet og regeringen prøver at finde et problem, der i virkeligheden ikke er her, siger hun.
Se video: Pernille Vermund mener ikke, at regeringen skal detailregulere dagtilbuddenes skærmforbrug:
Forkert fokus
Et forbud er en dårlig idé, mener den konservative børneordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, for børn skal ikke sakke bagud, når hverdagen på mange områder er digitaliseret.
- Det er meget ensporet at lave et egentligt forbud, fordi børn skal jo også lære at begå sig i den digitale verden. Men selvfølgelig skal det ikke være sådan, at de bliver placeret bag en skærm, siger hun.
I stedet mener hun, at børne- og undervisningsministeren bør tage fat et helt andet sted, når det kommer til dagtilbuddene.
Sidste måned kom en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd (VIVE) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der viste, at blot hver tiende dagpleje og vuggestues arbejde med børnene er af god kvalitet.
- Jeg kan jo også konstatere, at BUPL og Børns Vilkår ikke mener, der et problem, så jeg synes måske, at ministeren skulle tage fat i den rapport, der lige er kommet omkring kvaliteten i dagtilbuddet, fremfor måske udelukkende at fokusere på et forbud mod skærme, siger hun.
- Jeg håber, at ministeren indkalder os, for vi vil gerne indgå i en drøftelse af, hvordan vi reducerer skærmtid for børn og unge, så der kan komme en balanceret aftale omkring det her, som tager hensyn til vigtigheden af, at børn skal kunne begå sig, men også at man ikke skal plante børn bag en skærm i rigtig mange timer, siger hun.
SF: Vi er åbne
SF's formand Pia Olsen Dyhr er 'åben over for' regeringens idé med et forbud mod skærme.
- Jeg synes, at vi skal diskutere, hvordan man laver det, og man kan gøre det på en begavet måde og især inddrage pædagogerne i den proces.
- Vi må erkende, at de sociale medier og generelt de digitale medier og kunstig intelligens fylder mere og mere, og vi har virkelig ingen kontrol over det. I virkeligheden kommer vi både politikere, forældre og mange andre bag om dansen. Det er techgiganterne, der styrer. Nu skal vi have kontrollen tilbage.
Hun siger dog, at pædagoger allerede er meget opmærksomme på skærmbrug og derfor ikke bruger dem ret meget.
Forskning viser lavt skærmbrug
Andelen af treårige, som bruger mere end en time om dagen på tv, computer eller tablets, var i 2021 52 procent viser en undersøgelse fra VIVE.
Men ifølge en rapport fra 2020, hvor man netop undersøgte børns forbrug af digitale medier i børnehaver og vuggestuer, er brugen af ipads og Youtube dér meget lille.
- De fleste børn bliver udsat for nul til fem minutters kontakt med en skærm på en dag i vuggestuen eller børnehaven. For dem, der ser ud til at bruge det mest, drejer det sig om en halv time på en dag, lyder det fra en af medforfatterne til rapporten, Andreas Lieberoth, der er lektor i pædagogisk psykologi ved DPU på Aarhus Universitet.
Det er dog ud fra et forsigtighedsprincip, at Mattias Tesfaye vil have ændret lovgivningen.
- I dag har vi en lovgivning og nogle myndigheder, der fremmer børns digitalisering og skærmforbrug, og vi skal det modsatte. Som udgangspunkt mener jeg slet ikke, børn skal eksponeres for skærme i vuggestuer og børnehaver, siger han.