Blå parti-formænd i vildrede: Venstre ved du ikke længere, hvor du har

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kritiserer Lars Løkke Rasmussens manglende borgerlige troværdighed.

Venstre lever ikke længere op til sloganet ' Venstre ved du, hvor du har', siger Dansk Folkeparts formand Kristian Thulesen Dahl. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl kritiserer Venstres formand Lars Løkke Rasmussen for tilsyneladende at ville være statsminister for enhver pris.

Sådan opfattede Thulesen Dahl i hvert fald udmeldingen på dagens pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde.

- Jeg synes, det er meget svært at blive klog på, hvad Lars Løkke Rasmusssen og Venstre vil.

- Det virker som om, at de har udsat nogle besværlige beslutninger til engang i fremtiden. Og så må vi andre sætte os i et hjørne og vente på, at Venstre træffer sine beslutninger, siger Kristian Thulesen Dahl.

Venstre vil samarbejde med alle

På dagens pressemøde lod Lars Løkke Rasmussen forstå, at Venstre ikke vil afskære sig nogen muligheder - heller ikke muligheden for at samarbejde med den socialdemokratiske regering.

- Lige nu er det enormt svært at se, hvordan man kan få bygget et troværdigt alternativ op til Mette Frederiksens regering, for Venstre burde som et stort parti tage ansvaret for at bringe det borgerlige Danmark sammen. Men med det, de har sagt i dag, udsætter de beslutningen om, hvem de vil lege med.

- Det får karakter af, at det eneste, det handler om, er, om Lars Løkke Rasmussen kan blive statsminister igen - og det er for enhver pris. Venstre har givet sig selv et frihedsbrev og er klar til at samarbejde med alle på kryds og tværs. Så må han finde ud af, hvem han skal samarbejde med for at blive statsminister, og så må vi andre bare afvente og se, hvad han når frem til, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han ærgrer sig over, at Lars Løkke Rasmusen ikke holder fast i tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens linje fra halvfemserne om at holde sammen på det borgerlige Danmark. Venstre lever ikke længere op til sloganet ' Venstre ved du, hvor du har'.

- Man bliver nødt til at få en klar linje. Det kan godt være, de har fået lukket munden på Kristian Jensen, men spørgsmålet er, om det har bragt reel enighed, eller ligger det og skurrer, og så kommer der en kamp op til deres landsmøde ( i november, red.), siger Kristian Thulesen Dahl.

LA havde håbet på liberalt flag

Lederen af Liberal Alliance Alex Vanopslagh er helt enig i kritikken fra Kristian Thulesen Dahl og efterlyser borgerligt lederskab.

- Jeg havde håbet, at Venstre ville tone rent liberalt flag og sige: ”Selvfølgelig står vi i opposition til den røde regering, som vi har nu, og det som de har lagt op til indtil videre”. Venstre plejer jo altid at bryste sig af, at man ved, hvor man har dem, men det ved man jo ikke lige nu, siger Alex Vanopslagh.

Han ærgrer sig over, at der ikke bliver taget afstand til hele tanken om, at Venstre og Socialdemokratiet – de to store magtpartier inde på midten, som jo efterhånden minder meget om hinanden i politik - skal styre det hele.

- Vi står jo en lang række borgerlige partier og rækker hånden ud til Venstre og siger: ”Kom nu hjem til den borgerlige familie, vi vil jer rigtig gerne”. Den håndsrækning tager de ikke rigtigt imod, siger LA-lederen.

Alex Vanopslagh understreger, at hvis Socialdemokratiet gerne vil lave selskabsskattelettelser og topskattelettelser ligesom sidste gang, de var ved magten, så skal hans parti nok også stemme for.

- Men det er jo bare ikke det, de har lagt op til. Så det er jo lidt et fatamorgana. Der er jo intet, der tyder på, at Socialdemokratiet vil til at føre borgerlig politik. Når det så er sagt, så er det en god ting, at han (Lars Løkke, red.) sætter de røde linjer, og når regeringen så bryder dem, så må vi jo forvente, at Venstre vender hjem til den borgerlige familie, siger Alex Vanopslagh.

Facebook
Twitter