Blå partier kritiserer Venstre for at løbe fra løfte i valgkampen om stop for kvoteflygtninge

Venstre begår løftebrud og vælgerbedrag, lyder det fra flere blå partier, fordi Venstre nu er åben for at lade op til 500 kvoteflygtninge komme til Danmark om året.

Flygtninge ved Københavns Hovedbanegård den 12. november 2015. Tre år senere efter satte Venstre en stopper for kvoteflygtninge til Danmark. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2018) (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix Denmark)

Danmarks grænser skal ikke åbnes for kvoteflygtninge.

Det budskab slog Venstre fast med syvtommersøm i valgkampen, bare fem dage før danskerne skulle sætte deres kryds ved folketingsvalget i november.

Men efter Venstre gik i regering med Mette Frederiksen (S), åbner Venstre alligevel for, at Danmark tager imod kvoteflygtninge.

I det nye regeringsgrundlag lægger SVM-regeringen op til, at Danmark kan modtage op mod 500 kvoteflygtninge om året.

- Det, Venstre begår nu, er klart et løftebrud. Det er at lade udlændingepolitikken sejle, når man accepterer flere flygtninge – også selvom det er kvoteflygtninge. Danmark har ikke brug for flere flygtninge. Tværtimod, siger Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Danmarksdemokraterne konstaterer, at Venstre er i gang med at snyde vælgerne.

- Det er rigtigt skidt. Venstre har sagt i valgkampen, at man ikke vil tage kvoteflygtninge. Og nu siger man så, at det vil man gerne. Det er rigtigt dårligt over for danskerne.

- Jeg kalder det for vælgerbedrag, for jeg synes, vælgerne har krav på, at det, de hører partierne sige i valgkampen, også er det, partierne gør efter valget. Der skal være overensstemmelse mellem det man siger, og det man gør, siger Danmarksdemokraternes udlændingeordfører Peter Skaarup.

Også Nye Borgerliges formand Pernille Vermund langer hårdt ud efter Jakob Ellemann-Jensen (V):

- Det er løftebrud og svigt af borgernes tillid, når man siger ét før valget, men gør det stik modsatte efter valget. Venstre har svigtet fatalt efter valget - også når det gælder udlændingepolitikken.

Fem dage før valget

Spørgsmålet om kvoteflygtninge blev en del af valgkampen op til folketingsvalget i november, da Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, i et interview med Jyllands-Posten pludselig og ganske opsigtsvækkende sagde, at partiet nu var åbne for at tage imod kvoteflygtninge:

- Tilstrømningen er i dag på et leje, hvor vi skal kigge på kvoteflygtningesystemet, sagde Mads Fuglede til Jyllands-Posten.

En time efter ringede Venstres presseafdeling avisen op for at høre, hvad deres udlændingeordfører havde sagt. Og under tre timer efter det, vendte Mads Fuglede tilbage med ny melding på SMS, som tog livet af hans første udtalelse:

»Venstre mener ikke, at Danmark er klar til at tage imod kvoteflygtninge. Det vil jeg gerne slå fast. Også selv om der er bedring i forhold til tilstrømning og integration,« lød det fra Mads Fuglede.

Men med regeringsgrundlaget fra den nye SVM-regering har tonen nu en helt andet lyd. Her står: "Danmark vil fortsat bakke op om et flygtningesystem via FN, hvor Danmark og andre lande tager imod kvoteflygtninge på baggrund af humanitære principper. Regeringen vil hvert år afsætte midler sådan, at der kan modtages op til 500 kvoteflygtninge”.

Mads Fuglede afviser dog, at Venstre er i gang med at begå løftebrud.

- Venstres holdning har igennem flere år været, at når tilstrømningen og integrationen står rigtigt, så er vi også parat til at gå ind i kvoteflygtningesystemet igen, siger Mads Fuglede.

Men i valgkampen afviste du det jo fuldstændig?

- Jeg afviste i hvert fald at tage debatten midt i valgkampen.

Du afviste da også, at Danmark var klar til at tage imod kvoteflygtningen?

- Det var nok et lidt skarpt optrukket citat. Men vi afviser ikke kvoteflygtningesystemet som sådan. Det er noget, vi er varme tilhængere af.

Men det var ikke desto mindre det, som du fortalte vælgere ganske få dage før, de skulle sætte deres kryds; nemlig at en stemme på Venstre ikke var en stemme på flere kvoteflygtninge?

- Hvis man følger mine udtalelser gennem en årrække, så har de været de samme. Nemlig at Venstres kriterier for at gå ind i kvoteflygtningesystemet er, at der skal være styr på tilstrømningen og integrationen, siger Mads Fuglede.

Og det er der ikke nu eller hvad?

- Det er jo en drøftelse, vi skal have internt i regeringen om, hvornår, vi synes, vi er der, siger Mads Fuglede.

V stoppede kvoteflygtninge i 2016

Det var ellers den Venstre-ledede regering, der i 2016 på ubestemt tid valgte at suspendere modtagelsen af de særlige FN-kvoteflygtninge.

- Danmark har et ansvar for at hjælpe de mennesker, der er på flugt. Men vi har også et ansvar for, at Danmark hænger sammen økonomisk, socialt og kulturelt, lød begrundelsen fra Venstres daværende udlændingeminister Inger Støjberg tilbage i 2016.

Og da magten skiftede til Socialdemokratiet, og Mette Frederiksens regering i 2020 igen lod kvoteflygtninge komme til landet, var kritikken fra Venstre til at tage og føle på:

- Den socialdemokratiske regering er i gang med at rulle den stramme udlændingepolitik tilbage på trods af løfter om det modsatte, sagde Mads Fuglede dengang.

Mads Fuglede, er SVM-regeringen i gang med at rulle den stramme udlændingepolitik tilbage på trods af Venstres løfter om det modsatte?

- Altså vi har hele tiden sagt, at når der er styr på tilstrømningen og integrationen, så vil vi meget gerne ind i kvoteflygtningesystemet igen.

Men når det ifølge dig var et løftebrud af Socialdemokratiet at sige ja til kvoteflygtninge, er det så også et løftebrud fra Venstre nu at sige ja til kvoteflygtninge?

- Men det er jo en del år tilbage. Og dengang vi gik ud af kvoteflygtningesystemet, skyldtes det, at der var en stor tilstrømning til Danmark, og at vi ikke havde styr på integrationen af de mange, der kom til Danmark, siger Mads Fuglede.

Men det er kun ganske få måneder siden, at du afviste kvoteflygtninge?

- Altså i valgkampen afviste jeg i hvert fald at tage en debat om kvoteflygtninge midt i valgkampen.

Det var jo ikke bare debatten, du afviste. Du afviste også, at Danmark skulle tage imod kvoteflygtninge?

- Det var, som jeg siger, et lidt skarpt citat.

Når du erkender, at det var for skarpt at afvise kvoteflygtninge i valgkampen, bør du så ikke også erkende, at I nu bryder jeres løfte ved nu at være åbne for kvoteflygtninge?

- Nej, jeg synes ikke, at man bryder sit løfte, når man klart melder ud, hvad kriterierne er, for at gå ind i kvoteflygtningesystemet.

Men du sagde jo, at Danmark ikke er klar til at tage imod kvoteflygtninge, SELV OM der er bedring i forhold til tilstrømning og integration?

- Det er der, hvor jeg synes, mit citat blev for skarpt, siger Mads Fuglede.

Senere på året

Danmarksdemokraterne kan dog ikke genkende billedet af, at Venstre i flere år har været åbne for at tage imod kvoteflygtninge. Tværtimod.

- Slet ikke. Det var jo Venstre som i sin tid - sammen med andre partier - kom med ønsket om, at vi stoppede med at tage imod kvoteflygtninge, siger Peter Skaarup.

I et skriftligt citat konstaterer udlændingeminister Kaare Dybvad (S) det samme, som der står i regeringsgrundlaget om at regeringen bakker op kvoteflygtningesystemet.

- Den konkrete beslutning om modtagelse af kvoteflygtninge, herunder om antallet, træffes almindeligvis midt på året. Det nærmere antal fastlægges under hensyntagen til bl.a., hvordan det går med integrationen, og hvor mange udlændinge, der i øvrigt har fået opholdstilladelse. For integrationen skal selvfølgelig kunne følge med. Det, synes jeg, er fornuftige hensyn at tage højde for, skriver han.