Blå partier: Unge skal ikke have 50.000 kroner oven i gratis uddannelse og SU

S-forslag om at give 50.000 kroner til alle, der gennemfører en såkaldt fordelsuddannelse, er et åbenlyst forsøg på at købe sig til stemmer, lyder en del af den blå kritik.

Socialdemokratiet vil belønne alle, der tager en såkaldt fordelsuddannelse, med 50.000 kroner. Det falder ikke i god jord hos det borgerlige flertal. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Ingen af de fire borgerlige partier er umiddelbart klar til at udbetale 50.000 kroner til unge, der tager en erhvervsuddannelse inden for fag, hvor der mangler arbejdskraft.

Sådan lyder Socialdemokratiets forslag - her på arbejdernes internationale kampdag - ellers til at få flere faglærte de kommende år.

- Jeg er lidt betænkelig, når nogen præsenterer en simpel løsning på et svært spørgsmål, siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, om de 50.000 kroner.

- Du risikerer, at folk vælger uddannelse af de forkerte årsager. Vi skal gerne have folk til at vælge deres uddannelse, fordi de gerne vil bruge den til noget, fordi de interesserer sig for faget, og fordi de kan se jobmuligheder i den, tilføjer han.

De borgerlige partier er helt enige med Socialdemokratiet i målsætningen om at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Ikke mindst i lyset af, at flere prognoser peger på, at Danmark kommer til at mangle i omegnen af 70.000 faglærte i 2025.

De blå politikere er altså enige med Socialdemokratiet i diagnosen - men ikke i at kuren er at give en kontant belønning med svendebrevet.

- Som udgangspunkt mener jeg ikke, at der er behov for at give bonus for at tage en uddannelse, fordi det at tage en uddannelse er en bonus i sig selv, siger Dansk Folkepartis erhvervsuddannelsesordfører, Marlene Harpsøe.

- Men jeg vil gerne se nærmere på, hvordan vi kan styrke udskolingen i Folkeskolen med henblik på at sikre, at flere unge mennesker tager et aktivt valg om at vælge erhvervsuddannelserne til – ikke nødvendigvis kun på grund af økonomi, men på grund af en interesse for faget, tilføjer hun.

I år har 19,4 procent af eleverne i 9. og 10. klasse søgt ind på en erhvervsuddannelse. Det er et stykke fra målet om, at mindst 30 procent i 2025 skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse.

K: Åbenlyst forsøg på at købe sig stemmer

Heller ikke regeringspartiet De Konservative bryder sig om S-formand Mette Frederiksens forslag. Beskæftigelsesordfører Rasmus Jarlov (K) kalder det på Twitter for "det nok mest åbenlyse forsøg på at købe sig til stemmer for andre folks penge siden ældrechecken".

Erhvervsordfører Anders Johansson (K) istemmer samme sted:

- Gratis uddannelse, SU og nu også en kontant bonus på 50.000 kroner for at gennemføre sin egen uddannelse? Hvis man ikke kan bruge skatteborgernes penge mere fornuftigt, så send dem hellere retur til deres retmæssige ejere.

Nøglen til flere faglærte er ikke en bonus, men flere praktikpladser, mener Jakob Ellemann-Jensen, der har store forventninger til den trepartsaftale om netop praktikpladser, som Venstre-regeringen i 2016 indgik med arbejdsmarkedets parter.

Men det kan vel ikke ligefrem skade at give en bonus på 50.000 kroner?

- Nej, men hvem skal så have den – og hvem skal ikke have den? Og hvorfor skal man have den, hvis man er smed, men ikke hvis man er frisør eller sosu-assistent? Jeg tror, det vigtigste for folk, der skal vælge uddannelse, er, at de kan se perspektivet i det. At der er en praktikplads og jobmuligheder, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det sidste regeringsparti, Liberal Alliance, har ikke nogen umiddelbare kommentarer til forslaget, men uddannelsesordfører Henrik Dahl ser frem til at få fremlagt flere detaljer om det.

Socialdemokratiet vil finansiere forslaget ved at tage 600 millioner kroner fra det økonomiske råderum. Der skal betales skat af de 50.000 kroner, oplyser partiet.

Facebook
Twitter