Boligminister: Få nu fjernet landsbyernes rådne tænder

Kommunerne skal tage imod statens hjælp til at komme af med faldefærdige huse, siger minister.

Kommunerne skal se at komme af med landsbyernes "rådne tænder", siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen. (© DR Nyheder)

Kommunerne når efter alt at dømme ikke at bruge alle de penge, som de har fået beviliget i støtte til at rive faldefærdige huse ned i 2014.

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) vil nu bede kommunerne om at stramme op.

Han mener ikke, at kommunerne på den ene side kan klage over manglende hjælp og på den anden side så ikke bruge den hjælp, der kommer.

Med en måned tilbage til at indberette har kommunerne kun oplyst, at de har brugt 55 millioner kroner ud af årets puljebeløb på 200 millioner kroner.

- Det er ganske mange penge. Og når vi ved, at der står cirka 50.000 huse, som er nedrivningsparate i vores landdistrikter, så undrer det mig meget, siger Carsten Hansen.

- Det er brandærgerligt

Det skal dog bemærkes, at kommunerne fortsat kan indberette brugte midler - indberetningsfristen udløber nemlig først om en måned.

Men ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter vil man ikke nå op på puljens fulde beløb.

Flere kommuner meddeler da også, at de ikke kommer til at bruge hele den sum, som de har fået beviliget.

- Jeg er noget bekymret for, om man når at bruge pengene. Og vi ved, at der er rigtig god brug for pengene, så det er brandærgerligt, siger Carsten Hansen.

En rådden tand bremser boligsalget

Ministeren understreger, at der er klare fordele ved at komme de faldefærdige bygninger til livs.

- De steder, hvor man får revet ned og byfornyet huse, der kan man sælge huse igen. Hvis der står sådan en rådden tand eller en øjenbæ, som man kalder det, så kan man faktisk ikke sælge huse i området, siger Carsten Hansen.

Han opfordrer kommunerne til hurtigst muligt at indberette, hvor mange penge de har brugt. Derudover skal de ifølge ministeren få dannet sig et overblik over tomme, nedrivningsparate bygninger, kontakte grundejere om sagen og få gang i arbejdet med at rive ned.

Der er nemlig flere penge at komme efter for kommunerne, da der også er en pulje at søge for 2015.

- Så det er jo en håndsrækning både til beskæftigelse, til at få husene brækket ned og til at gøre vores landdistrikter endnu mere salgbare over for byboere og andre, der har lyst til at flytte ud, siger Carsten Hansen.

Restbeløbet kan lånes

2. viceborgmester i Langeland Kommune Kurt Gehter fra Borgerlisten Langeland fortæller, at kommunen - selvom det måske kan lyde paradoksalt - ikke har råd til at bruge de penge, kommunen har fået beviliget af staten.

Det skyldes, at kommunen selv skal finansiere 40 procent af regningen for nedrivningerne.

Derfor har kommunen ifølge Kurt Gehter kun brugt 3,5 millioner kroner ud af de 5,4 millioner kroner, der blev afsat til Langeland i 2014-puljen.

Men den køber Carsten Hansen ikke. Han mener, at kommunerne har fået et yderst fordelagtigt tilbud, når de kan få udleveret 60 ører fra staten, hver gang de bruger en krone på at rive ned. 

- Man kan låne de 40 ører, man mangler, så se nu at komme i gang, siger ministeren.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk