Bonus for at lære dansk

En bonus på 15.000 kr. skal hjælpe isolerede indvandrerkvinder ud af hjemmet og ind i undervisningslokalerne. Forslaget kommer fra Venstre.

Indvandrerkvinder skal tilbydes 15.000 kroner hvis de lærer dansk. (© Colourbox.com)

Venstre vil give 15.000 kr. i kontant belønning til indvandrerkvinder, som tilmelder sig og består et forløb med undervisning i dansk og i demokrati samt familie- og uddannelsesvejledning. Det skriver Jyllands-Posten.

Målet er at få godt 10.000 kvinder, som i dag lever mere eller mindre afsondret fra det danske samfund, uden for hjemmets fire vægge og ind på arbejdsmarkedet.

Et godt tilbud

Bonusen skal gives til indvandrerkvinder, som ikke modtager offentlige ydelser, og som typisk er forsørget af deres mænd.

-Vi blander os ikke i familiernes valg, men vi giver et tilbud, som både kvinderne og deres mænd kan forstå. En del af kvinderne ønsker at blive en del af det danske samfund, men de bliver holdt uden for af deres mænd med en form for social kontrol, siger integrationsordfører Karsten Lauritzen (V).

Bred opbakning

Han læner sig op ad ny forskning, der viser, at en del af de familiesammenførte kvinder fra f.eks. Tyrkiet og Pakistan, der har været i Danmark i 15-20 år, lever uden reel kontakt til det øvrige samfund.

Venstre ser ud til at kunne samle et bredt politisk flertal for forslaget. Både de konservative, DF, R og S mener, at det er et konstruktivt udspil.

-Det er helt fint med en bonus. For hvis der er noget, der har været kritisabelt ved denne regering, er det, at man ikke har gjort noget aktivt for at få disse kvinder ud på arbejdsmarkedet,siger integrationsordfører Henrik Dam Kristensen (S).

Rykker ikke noget

Flere integrationsforskere tvivler dog på, at en kontant bonus vil gøre en forskel for gruppen af kvinder.

-Jeg er ikke sikker på, at en bonus er vejen frem. Den vil måske kunne påvirke nogle, men jeg er ikke sikker på, at den vil rykke ved den store masse, siger seniorforsker Kræn Blume Jensen fra kommunernes forskningsinstitution AKF, Avendt Kommunal Forskning.

Facebook
Twitter