Borgerlige vælgere mister tiltro til Ellemann som statsminister-kandidat

Kun 39 procent af dem, der stemte på blå blok sidste år, foretrækker Jakob Ellemann Jensen som statsministerkandidat.

Jakob Ellemann-Jensen blev hyldet med konfetti, da han uden modkandidat blev valgt som ny formand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde i Herning. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det er i dag et år siden, at Jakob Ellemann-Jensen blev kåret som ny formand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde.

Men efter et år i formandsstolen må Jakob Ellemann-Jensen og Venstre konstatere, at flere og flere borgerlige vælgere mister tiltroen til, at Ellemann er den bedste statsminister efter næste valg.

Det afslører de løbende målinger, som Epinion laver for DR Nyheder.

Når Epinion laver meningsmålinger, bliver vælgerne samtidig spurgt om, hvem de foretrækker som statsministerkandidat efter næste valg.

Kort efter, Jakob Ellemann-Jensen blev Venstre-formand, svarede 65 procent af de borgerlige vælgere, at de foretrak ham som den næste statsminister. Nu er det tal faldet til 39 procent.

Kasper Møller Hansen er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han mener, det er alvorligt for Jakob Ellemman-Jensen, at de blå vælgere er begyndt at tvivle på ham på som statsminister.

- Det er tæt på katastrofalt for Jakob Ellemann. Det er en udvikling, vi har set det seneste år, som bare er gået ned og ned. Det er på alle måder skidt i forhold til at kunne samle en borgerlige opposition, siger Kasper Møller Hansen.

Målingen har en usikkerhed på op til seks procentpoint, da det ikke er en fuld måling blandt borgerlige vælgere, men en del af en af de løbende måling. Kasper Møller Hansen kalder det dog for en "en ret sikker måling, der ret præcist viser den udvikling, der har været."

Blå vælgere mangler en statsministerkandidat

Jakob Ellemann-Jensens første år som formand har været præget af corona-pandemien, der for alvor ramte Danmark i begyndelsen af marts.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af landet ned den 11. marts og stod efterfølgende som den, der skulle føre Danmark gennemkrisen.

De borgerlige vælgere er i målingerne defineret som dem, der stemte på blå blok ved valget sidste år. Lidt flere af dem støtter nu Mette Frederiksen som statsminister. Men den klart største udvikling har været i den gruppe, der hverken foretrækker Ellemann eller Frederiksen som statsminister. Den gruppe er vokset fra 17 til 39 procent.

Jakob Ellemann Jensen er sygemeldt for tiden efter en operation for diskusprolaps. Derfor er det næstformand Inger Støjberg, som udtaler sig.

- Det er en ingen hemmelighed, at da Jakob blev ny formand, var Venstre et parti i splittelse og opbrud, og det synes jeg, at Jakob har fået lavet om. Han har brugt tid på at tale med baglandet og fået folketingsgruppen rystet sammen. Det er ikke nødvendigvis noget, som vælgerne ser, men det har været nødvendigt for, at vi kan kigge frem igen som parti, siger Inger Støjberg i en skriftlig kommentar.

Hun peger også på det helt særlige situation, som Danmark har stået i.

- Corona har selvfølgelig gjort det svært at tale om Venstres politik, da alt har handlet om håndtering af krisen. Folketinget har arbejdet tæt sammen om det, og mange af de politiske debatter, der normalt fylder har været fraværende i en periode, siger hun.

'Har ikke gjort det godt nok'

DR Nyheder har talt med de øvrige partiledere. Herfra lyder der forskellige forklaringer på, at de borgerlige vælgere mister tiltroen til, at Jakob Ellemann-Jensen er den foretrukne statsminister efter næste valg.

- Det er åbenlyst udtryk for, at han ikke har gjort det godt nok, og at der er brug for, at han træder i karakter, siger formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund.

Den konservative formand Søren Pape er mere forsonende:

- Det viser bare, at vi måske alle sammen har godt brug for at styrke det borgerlige Danmark. Det håber jeg, vi alle sammen bidrager til. Og jeg skal nok gøre min part, siger han.

Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl peger på, at det har været en svær tid.

- Med alle de udfordringer han har stået med det sidste års tid, har han ikke kunne indfri forventningerne, konstaterer han.

Leder af Liberal Alliance Alex Vanopslagh erkender, at samarbejdet i blå blok kan forbedres.

- Når der bliver skabt tvivl om, hvorvidt lederen af det største blå parti skal være leder af blå blok, så er der noget i samarbejdet, der godt kan være bedre. Og der kigger jeg nogle gange på mine blå kollegaer og tænker; 'hvem er det lige, der får noget ud af, at der såes tvivl om samarbejdet i blå blo?' Jeg har svært ved at se det, siger han.

Kan vende hurtigt

Ifølge Kasper Møller Hansen er det ikke unormalt, at en ny formand kan have brug for tid, før vælgerne lærer han at kende.

- Når der kommer en ny leder til, plejer man at miste lidt. Oftest er vælgerne lidt tilbageholdne og vil lige se den nye an. Nu har de set ham an, men han er i en meget svær situation på grund af covid19, siger professoren.

Kasper Møller Hansen understreger dog, at det hurtigt kan vende.

- Vi ser en større bevægelighed på personspørgsmål, end på hvilket parti man vil stemme på. Så det kan hurtigt ændre sig. Når vi nærmer os et valg, hvor det er entydigt, at Ellemann er statsministerkandidat, så vil man se de her tal stige igen, siger Kasper Møller Hansen.

Facebook
Twitter