Borgmester håber bandepakke kan hjælpe Næstved til et bedre ry

Næstveds borgmester bifalder den strengere kurs overfor rocker- og bandemedlemmer, som regeringen præsenterer i dag.

Regeringen præsenterer i dag en ny bandepakke, der blandt andet skal dæmme op for det stigende antal skudepisoder de senere år.

Pakken indeholder blandt andet strengere straffe og forbud for dømte rocker- og bandemedlemmer mod at vise sig i områder, som de har belastet med kriminalitet.

Det er tiltag, der bakkes op af borgmester i Næstved Carsten Rasmussen (S). Byen var i efteråret hårdt plaget af adskillige skudspisoder i samme villakvarter over en kort periode.

- Der skal strengere straffe til. Og så skal der værktøjer til, så vi med loven i hånden kan sige; ' I må ikke være i det her område, det er for farligt', lyder det fra borgmesteren.

Nogen siger, at det ikke får dem ud af miljøet at give strengere straffe?

- Ja, derfor er det vigtigt at undgå, at der kommer nye ind, og vi arbejder med vores SSP (skole, sociale myndigheder og politi, red.), som prøver at spotte de unge.

- Men når først de er kommet ind, er det svært at få dem ud igen. Kan man bevise, at nogen prøver at lokke andre med ind, så skal der straffes rigtig, rigtig hårdt, siger Carsten Rasmussen.

Håber på et bedre ry fremover

Skyderierne i Næstved har haft store konsekvenser for området, som er et helt almindeligt villakvarter med børnefamilier. Der blev blandt andet skudt lige over for en skole.

- Det er et meget stort problem. Folk bliver utrygge, og det er klart, at børnefamilierne har reageret meget skarpt på det.

- Det kan ikke være rigtigt, at folk skal være bange for at ligge og sove i deres huse eller være bange for at cykle hjem om natten, fordi der er rocker- eller bandemedlemmer, der begynder at skyde i et almindeligt parcelhuskvarter, siger borgmesteren.

Borgmesteren tror og håber, at det hjælper, hvis kommunen får nogle bedre redskaber at arbejde med.

- Så kan vi smide dem ud af deres tilholdssteder. Og hvis vi samtidig kan stramme op, så dem, der er dømt, ikke får lov at komme ud hver anden weekend men får en straf, så de mærker, at samfundet ikke vil acceptere det her, så tror jeg, det kan hjælpe, siger han.

Carsten Rasmussen håber, at den nye bandepakke vil hjælpe, så Næstved kan få et bedre ry fremover.

- Nu har vi levet med det i mange år, så det er nok svært helt at slippe af med det. Men folk skal helst tænke, at det er godt og trygt at bo i vores kommune, siger borgmesteren.

Regeringen holder i weekenden seminar på Tøystrup Gods ved Ryslinge.

Vi følger præsentationen af bandepakken live på DR2 og her på siden fra klokken 12.

Facebook
Twitter