Bred opbakning i Folketinget til at skrotte omdiskuteret motorvej

Planer for den omdiskuterede Ring 5 skal endegyldigt skrinlægges, lyder det fra EL, R og K

Der løber rigeligt med motorvej gennem Nordsjælland, mener Enhedslisten, de konservative og de radikale i forening. Her er det Hillerødmotorvejen. (Foto: Jakob Andresen © DR)

Arealer fra Kokkedal til Taastrup, som motorvejen Ring 5 skulle løbe igennem, har været reserveret siden 1973. Altså har både borgere og kommuner været låst i mere end 40 år af en vej, som af samme årsag har vakt stærke følelser i de mange bysamfund, Ring 5 ville skulle løbe igennem. Men planen bør skrottes helt, lyder det fra Christiansborg.

- Vi ønsker at planerne om en Ring 5 tværs gennem Nordsjælland droppes, siger Enhedslistens klima- og miljøordfører, Maria Reumert Gjerding, til dr.dk.

Kan der ikke være en pointe i at forbinde Nordsjælland med Taastrup og Køge uden om København?

- Jo, ved at udbygge den kollektive transport. Bestemt ikke ved at vi skal have flere motorveje, siger Enhedslistens ordfører med henvisning til de klimaudfordringer, vi står over for.

Bred opbakning

Med ophævelsen af de såkaldte arealreservationer bliver de danskere, der har boet i den udlagte transportkorridor, med Maria Gjerding sat fri.

En udmærket ide, mener man hos Dansk Folkeparti:

- Jeg tror, der er en bred politisk enighed om, at Ring 5 bliver aldrig til noget. Det er både dyrt og på alle måder et projekt, som tiden er vokset fra, siger partiets transportordfører, Kim Christiansen, til dr.dk.

Forslaget fra de tre partier om helt at droppe Ring 5 har opbakning fra et flertal i Folketinget, viser en rundringning, DR har foretaget.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har tidligere sagt om motorvejen 'En Ring 5 står absolut ikke øverst på Venstres prioriteringsliste'.

Folketinget vedtog den projekteringslov, der skulle bane vej for Ring 5, så langt tilbage som i 1967. Siden har udsigten til en vej gennem naturskønne områder i udkanten af hovedstaden vakt røre, ikke mindst i valgkampe.

- Jeg hører jo hver eneste gang, der er valgkamp, at alle partierne sidder deroppe (i Nordsjælland, red.) og siger, at det vil kæmpe imod. Og alligevel, når valget så er overstået, sker der ikke noget herinde i Folketinget. Det er det, vi nu er gået sammen med de radikale og de konservative om, siger Maria Reumert Gjerding (EL).

Heller ikke hos Vejdirektoratet, kan man se den store fidus ved den ufolkelige motorvej.

Så sent som i 2013 vurderede Vejdirektoratet, at Ring 5 ’vil have væsentlige negative konsekvenser for de bysamfund, som motorvejen i givet fald vil komme til at forløbe i nærheden af’.

Nu tyder meget så på, at vejen efter mere end 40 års tilløb, alligevel ikke bliver anlagt.

S: Pas på

Socialdemokraterne vil ikke umiddelbart lægge stemmer til at skrinlægge Ring 5.

- Man skal passe usædvanlig meget på med at opgive den slags reservationer, siger partiets transportordfører, Rasmus Prehn.

Vi skal være bedre til at planlægge infrastruktur på langt sigt, lyder hans forklaring. Og ingen af os ved, om der bliver brug for arealreservationerne til transportårer om 30-40-50 år.

Facebook
Twitter