Bredt flertal afsætter 60 millioner til antiradikalisering

Der er blandt andet flere penge til PET, mens imamer ikke bliver en del af aftalen.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Manu Sareen (R) præsenterer bred aftale om antiradikalisering. (© DR)

Der er politisk enighed om en aftale, der skal forebygge radikalisering af unge.

Regeringen og partierne bag satspuljemidlerne - alle undtagen Enhedslisten - står bag aftalen, som afsætter 60,9 millioner kroner til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme, hvoraf 43,9 millioner kroner skal bruges på forebyggelse.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) kalder det en "stor" aftale.

- Vi gør flere ting med denne plan. For det første har vi stort fokus på at forebygge, at unge ender i radikaliserede miljøer, og hvis nogle går den vej, så skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at de kommer ud, siger Mette Frederiksen.

Imamer ikke en del af aftalen

Hun fortæller desuden, at partierne bag aftalen blandt andet er blevet enige om at afsætte flere midler til PET til bedre overvågning på internettet.

- Noget af det, der bliver skrevet på nettet på de sociale medier, er så barske og voldsomme, at det bliver vi nødt til at gøre noget ved, siger Mette Frederiksen.

Justitsministeren bekræfter desuden, at aftalen ikke omfatter imamer som et led i den forebyggende indsat mod radikalisering.

- Ja, men det vil stadig være sådan, at PET kan samarbejde med de forskellige aktører i det danske samfund, når de finder det rigtigt, men vi er enige i kredsen om ikke at bruge penge på det i denne plan, siger Mette Frederiksen.

Ikke noget indrejseforbud

Den største enkelt post i tirsdagens aftale er på 14,1 millioner kroner, som skal gå til en "styrket exit-indsats". Det dækker over flere penge til Kriminalforsorgen og PET, ligesom der skal oprettes et egentligt "exit-center".

En national hotline, hvor forældre og andre kan henvende sig, hvis de kender til unge, der kan være i risikozonen for at blive radikaliserede, er også en del af aftalen.

Læs alle detaljerne i aftalen her.

Venstre har tidligere krævet, at der indføres et decideret indrejseforbud til Syrien og Irak som et led i antiradikaliseringsstrategien, men det kom ikke med i aftalen.

Integrationsordfører Martin Geertsen (V) ser dog stadig "mange fornuftige ting i aftalen".

- Så må vi se på, om vi kan få vores forslag om et indrejseforbud til Syrien og Irak med på en anden vis. For det mener vi vil være meget gavnligt for at undgå at radikaliserede unge mennekser tager til Syrien eller Irak, siger Martin Geertsen.

Mette Frederiksen siger, at regeringen er i gang med at "afdække", om Venstres forslag om et indrejseforbud kan indføres på en anden måde.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk