Bredt flertal: Ja til Anholt-vindmøller

Næsten hele Folketinget står bag aftale om ny havvindmøllepark ved Anholt - Bliver en af verdens største parker til en pris af 14 milliarder kr.

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten har tirsdag givet grønt lys for en af verdens største havvindmølleparker: En ny havvindmøllepark ved Anholt til 14 milliarder kroner.

Vindmølleparken i Kattegat på 400 MW bliver Danmark største havvindmøllepark. Den vil, når den er færdigbygget i 2012/13, kunne forsyne 400.000 husstande med strøm.

Projektet skønnes at give beskæftigelse til op til 8.000 personer i byggeperioden. Desuden vil den hjælpe Danmark til at komme et procentpoint nærmere målet om 30 procent vedvarende energi i 2020.

Stort skridt mod vedvarende energi

- Med beslutningen har vi taget endnu et stort skridt mod omlægning af den danske energiforsyning til vedvarende energi til gavn for både klimaet og Danmarks forsyningssikkerhed, siger klima- og energiminister Lykke Friis i en kommentar.

Også S, SF og Radikale glæder sig over aftalen: - Vi glæder os til at se møllerne snurre ved Anholt, siger de tre partier i en fælles kommentar.

De var overraskede over, at Anholt-prisen kom til at ligge så højt over Rødsand-prisen, men er nu overbevist af en uafhængig analyse, udarbejdet af Ernest & Young.

DONG alene om budet

DONG Energy var det eneste selskab, der bød på projektet. Tilbuddet lyder på en strømpris på 105,1 øre/kWh i cirka halvdelen af parkens levetid.

I resten af levetiden sælges den producerede el på markedsvilkår uden tilskud.

Dyrere end Rødsand II

Netop prisen har været stridens kerne i sagen om den kommende vindmøllepark. Prisen bliver markant højere end den afregningspris på 62,9 øre, der vil blive betalt for Rødsand II, som netop nu er under opførelse nær Rødby på Lollands sydkyst..

Men ifølge Klima- og Energiministeriet ligger prisen på niveau med, hvad lignende havvindmølleprojekter nu om dage koster i vore nabolande.

På baggrund af Anholt-udbuddet skal der nu foretages en analyse af fremtidige modeller for etablering af havvindmølleparker. Politikerne vil gerne tiltrække flest mulige investorer, så elforbrugerne sikres lavest mulige omkostninger.

Facebook
Twitter