Britt Bager skifter til De Konservative: 'Jeg glæder mig til at komme ind i et harmonisk parti'

Britt Bager er den fjerde Venstre-politiker, der melder sig ud siden 2019.

Britt Bager skifter fra Venstre til De Konservative. Dermed har fire stemmeslugere forladt partiet siden 2019. Britt Bager siger, at hun skifter til et 'harmonisk parti'. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Folketingsmedlem Britt Bager forlader Venstre til fordel for De Konservative.

- Jeg er blevet ti år ældre, fra da jeg meldte mig ind i Venstre, men jeg synes også, at Venstre har ændret sig over det sidste år, siger hun.

Den 44-årige medieordfører blev første gang valgt til Folketinget for Venstre i 2015 og har siden desuden haft den vigtige rolle som partiets politisk ordfører.

De Konservative er 'et harmonisk parti'

Britt Bagers beslutning kommer ikke ud af det blå - selv siger hun, at det bunder i grundige overvejelser.

- Det er noget, der har bygget sig op gennem et lille års tid, siger hun.

Og årsagen skal findes i en 'række episoder' det seneste års tid.

Blandt andet, at Venstre ikke gik med i politiforliget i december sidste år, som daværende retsordfører Inger Støjberg begrundede med, at partiet var imod de skatte- og afgiftsstigninger, forliget betød.

Og at Venstres politik er blevet for liberal - blandt andet på udlændingepolitikken.

- Jeg hører til i et parti, der går med et politiforlig. Som ikke står rigidt på skattestop, at en afgiftsstigning på et pas gør, at man ikke vil være med i et politiforlig.

- Et parti, der laver borgerlig udlændingepolitik med andre borgerlige partier og ikke med Radikale Venstre. Og et parti, der vægter nationalstaten højt i det europæiske samarbejde, siger hun.

Britt Bager har som studerende været medlem af Konservative Jurister, og i dag passer hun ind hos De Konservative, siger hun.

- Den ledelsesstil Søren Pape (leder af partiet, red.) fører, passer bedre til mig. Jeg er til pragmatiske løsninger, og jeg glæder mig til at komme ind i en harmonisk gruppe, hvor jeg kan gøre en forskel, siger hun.

Venstreformand er 'ærgerlig'

Hos Venstre ærgrer partiformand Jakob Ellemann-Jensen sig Britt Bagers skifte, skriver han på sin Twitterprofil.

Formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, skriver på Twitter, at han ærgrer sig over Britt Bagers skifte, men han ønsker hende 'god vind'. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Med sig fra Venstre til De Konservative tager Britt Bager rollen som statsrevisor, som hun blev tildelt i 2018. En rolle, man udpeges til for en fireårig periode med et årligt vederlag på omkring 300.000 kroner.

Venstres ledelse ville have givet rollen videre til Troels Lund Poulsen til oktober i år. Men som, ifølge Britt Bager, er fortsat er hendes indtil oktober 2022.

Rollen vil indgå i en forhandling mellem partierne, siger hun.

Men Britt Bager ønsker ikke at smække med døren til sit tidligere parti.

- Jeg vil gerne lukke den dør stille og roligt, siger hun.

Flere V-medlemmer har forladt partiet

Britt Bager er dermed den fjerde stemmesluger, der forlader Venstre.

Tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen forlod partiet i januar, og tidligere minister og V-næstformand Inger Støjberg forlod partiet i februar. Begge er i dag løsgængere. I 2019 forlod Marcus Knuth partiet. Han er ligesom Bager medlem af De Konservative i dag.

  • Lars Løkke Rasmussen forlod Venstre i januar 2021 og er blevet løsgænger. Han har været medlem af Venstre i 40 år. Et flertal i partiet mistede tilliden til Løkkes formandsskab og væltede ham i august 2019. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)
  • Inger Støjberg forlod Venstre den 4. februar i år, efter et flertal i Folketinget stemte for at stille hende for en rigsret ifb med hendes rolle i sagen om skilte asylpar, mens hun var udlændinge- og integrationsminister. Inger Støjberg er i dag løsgænger. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)
  • Marcus Knuth forlod Venstre i 2019 til fordel for De Konservative. Han ønskede en hårdere kurs over for kriminelle udlændinge og lempeligere vilkår for erhvervslivet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)
1 / 3

Pape: 'Hun er en stærk profil'

Formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, byder Britt Bager velkommen i partiet.

- Hun er en stærk profil og en rigtig dygtig politiker, siger han.

Hvad kan hun bidrage til hos De Konservative – har du allerede fundet et ordførerskab til hende?

- Britt Bager er den slags politiker, du kan sætte til alt, så det bliver ikke svært at finde et ordførerskab til hende, siger Søren Pape Poulsen, uden at afsløre, hvilken post det vil blive.

De Konservative har på det seneste oplevet massiv fremgang. I oktober fik partiet den højeste meningsmåling i 10 år.

Og Britt Bager er da også positiv på De Konservatives fremtids vegne.

- Der er ingen tvivl om, at enhver partileder arbejder på at blive statsminister, og jeg tror, Søren Pape vil være en glimrende statsminister, siger hun.