Brugte biler rasler ned i pris

Den lavere registreringsafgift på nye biler smitter af på markedet for nyere brugte biler, hvor hver ottende bil siden i fredags er sat ned i pris.

Det er især brugte biler under tre år, der har oplevet prisfald siden i fredags, hvor registreringsafgiften på nye biler blev sat ned. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Hvis du er på jagt efter en nyere brugt bil, er der godt nyt. Men hvis du omvendt har sådan en bil, du gerne vil af med, har det mildest talt ikke været nogen god uge.

Efter de blå partier i fredags nedsatte registreringsafgiften for nye biler, er priserne på nyere brugte biler de seneste dage nemlig raslet ned i pris.

Det er især brugte biler, der er under tre år gamle og i de højere prisklasser, som oplever prisfald. Cirka 2.600 biler – svarende til 12,4 procent af de cirka 21.500 brugte biler under tre år til salg er blevet sat ned i pris. I gennemsnit er disse biler sat ned med 12.500 kr. siden i fredags. Det viser data, som søgemaskinen for brugte biler, Autouncle, har lavet.

- Det er mange og store prisnedsættelser, vi har set på få dage. Men det er en logisk konsekvens, at brugtbilspriserne også bliver berørt, når nye biler bliver sat ned i registreringsafgift og fra den ene dag til den anden falder i pris, siger Johan Frederik Schjødt, direktør i Autouncle.dk.

- Det er jo godt for de danskere, som står foran at skulle købe bil og ønsker en nyere brugt model i det lidt højere prisleje. Men det er jo supersurt for de forbrugere, der for nylig har købt en ny bil, som nu er faldet i pris, konkluderer Johan Frederik Schjødt.

- På helt kort sigt er taberne også de brugtvognsforhandlere, der har nogle af de lidt dyrere brugte biler stående indregistreret på lager. De kan nu ikke længere få så mange penge for deres biler. Omvendt kan de lavere priser på lidt længere sigt føre til et øget bilsalg, som forhandlere så også vil nyde godt af, siger Johan Frederik Schjødt.

Ældre brugte biler falder kun marginalt i pris

Han mener, det er forventeligt, at det primært er de nyere brugte biler i en lidt højere prisklasse, der falder i pris.

- De nyere brugtbiler er jo i konkurrence med de helt nye biler. Og da de nye biler er blevet markant billigere med afgiftslettelsen, så smitter det naturligt af på prisen for nyere brugte biler, siger Johan Frederik Schjødt.

De biler, der er over tre år gammel, er derimod kun faldet marginalt, viser Autouncles data.

Autouncle database omfatter ifølge Johan Frederik Schjødt omkring 95 procent af de biler, der er til salg ved brugtvognsforhandlere i Danmark.

Fortsat prisfald frem til jul

Hos Bilbasen har man også mange private sælgere.

I alt har Bilbasen 23.000 brugte biler under tre år til salg. Også her er det omkring hver ottende af dem, der er blevet sat ned i pris i denne uge. I gennemsnit er de nedsat med 10.200 kr., oplyser markedsanalytiker hos Bilbasen, Jan Lang.

- For de biler, der er sat ned, har vi historisk set aldrig nogensinde set så markante prisfald i gennemsnit på nyere brugte biler, som vi har set de seneste dage, siger Jan Lang.

Bilbasen forventer, at priserne på nyere brugte biler vil fortsætte med at falde frem til jul.

- Når vi når frem til nytår vurderer jeg, at markedet er normaliseret, siger Jan Lang.

Finanslovsaftalen mellem de borgerlige betyder, at registreringsafgiften på lidt dyrere bliver med virkning fra fredag i sidste uge blev sat ned fra 180 procent til 150 procent. Dermed blev nye familiebiler ifølge Finansministeriet cirka 10-20.000 kr. billigere.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1072069392843584