Louise Kwang ville bare have det til at forsvinde.

Sagen om en seksuel krænkelse, hun havde været udsat for som sekretær for ledelsen i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Derfor satte hun i 2011 sin underskrift på en aftale, som hun håbede ville få det til at ske. Altså forsvinde. Så hun kunne komme videre med sit liv og være med i kampen for at vælte Lars Løkke Rasmussen af pinden som statsminister.

Men konsekvensen viste sig at være helt modsat.

For aftalen indeholdt en tavshedsklausul, som betød, at hun aldrig nogensinde måtte fortælle nogen om, hvad hun havde oplevet. Så i stedet for at forsvinde, udviklede sagen sig til at blive en konstant følgesvend, der i årevis har plaget hende indefra.

Men nu kan hun ikke længere forene sig med tavsheden og de bånd, det lægger på hendes liv.

Hun forsøgte derfor i kølvandet på efterårets debat om seksuelle krænkelser og sexisme at få revet aftalen i stykker. Hun tog fat i Socialdemokratiets advokatordning for krænkelser, men fik besked på, at de ikke kunne gøre noget ved sager, der allerede var behandlet.

Det kan Louise Kwang ikke leve med længere.

Derfor står hun nu frem og fortæller, hvad der skete, da hun i 2010 blev udsat for en seksuel krænkelse af den socialdemokratiske toppolitiker Carsten Hansen, som på det tidspunkt havde den magtfulde post som gruppeformand og efterfølgende blev udnævnt som minister i Helle Thorning-Schmidts regering.

Et langstrakt forløb, som ud over krænkelsen også gjorde hende syg med stress og til anonymt midtpunkt i en mediestorm.

- Folk skal vide, at de her fortrolighedsaftaler ødelægger folk. Man har brug for at tale om det, der er sket. Men når man taler med nogen om det, selv med familie og venner, så får man det også dårligt, for det må man ikke. Det ødelægger en indefra, siger hun.

Krænkelsen på Jazzhouse

Louise Kwang, der i dag er 45 år gammel, begyndte i 2007 at arbejde som sekretær for ledelsen i Socialdemokratiets folketingsgruppe. Hun var tilknyttet Mette Frederiksen og Morten Bødskov.

I juni 2010 skete så det, der kom til at påvirke hendes liv i mange år.

Politikere og medarbejdere i partiets ledelse holdt sommerfest. Først var der middag på Café Ketchup i Tivoli.

- Under middagen råber Carsten Hansen pludselig tværs hen over alle bordene: ’Hvornår fik du din seksuelle debut, Louise. Kom nu, sig det nu.’ Jeg grinede og lavede et politikersvar: ’Det har jeg ingen kommentarer til’. Når jeg tænker tilbage på det, var det meget upassende, men der var ingen, der sagde noget, husker hun.

Efter middagen spillede CV Jørgensen på Plænen i Tivoli og en del af selskabet, heriblandt Louise Kwang og Carsten Hansen, fortsatte bagefter til natklubben Jazzhouse.

- Vi står i baren og er ved at købe øl. Så kommer han over og tager fat om mig. Han er rimelig stor. Han tager fat om mig, hiver mig ind til sig og kysser og slikker mig på kinden, mens han siger: ’Du skal ha’ en rigtig mand.’

- Alle folk siger, man bare kan sparke dem i skridtet eller sige fra, når sådan noget sker. Men jeg tror bare, jeg fryser i situationen, fortæller hun.

Louise Kwang husker, at de andre i selskabet reagerede med det samme. Og i følge hende var ingen i tvivl om, at gruppeformandens opførsel ikke var i orden.

- Jeg husker det som om, at han står der og holder mig fast, og så er der nogen af mine kolleger, der prøver at fjerne ham, og jeg løber væk. Jeg går ned i kælderen og kommer til mig selv. Jeg kan huske, jeg sidder og græder, og det var meget sjældent, jeg reagerede sådan. Da jeg kommer op igen, kan jeg se, at der er nogen, der er ved at slæbe ham væk, siger Louise Kwang.

DR Nyheder har forsøgt at få Carsten Hansens version af sagen, men han ønsker ikke at stille op til interview. I en mail understreger han, at aftalen blev indgået med Louise Kwang selv og HK, der repræsenterede hende. Han skriver desuden følgende til DR:

“Jeg finder ikke anledning til at kommentere yderligere, dels fordi der er en aftale herom, dels fordi de forhold, der gav anledning til mødet med Louise Kwang og HK, blev drøftet og løst.”

Beskrivelsen af hændelsesforløbet beror altså derfor udelukkende på, hvordan Louise Kwang genfortæller det.

Et langt efterspil

Aftenen på Jazzhouse ender med at sætte dybe spor i hendes liv de efterfølgende år.

Det begyndte, da hun kom på arbejde igen om mandagen. Her trak Bjarne Corydon, der senere blev finansminister, hende til side. Han var på det tidspunkt leder af Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg. Corydon havde hørt, at der var sket noget på Jazzhouse. Han var selv taget hjem, inden selskabet kom så langt.

- Han siger, det ikke er i orden, og det skal Carsten Hansen have at vide. Og han skal nok sørge for, at der sker noget. Og jeg skal nok få at vide, når de har talt med ham.

Men dagene blev til uger og ugerne til måneder, uden Louise Kwang hørte mere. Hun kom også ofte selv i tvivl, om hun ville gøre mere ved sagen. Hun følte skyld og skam, og havde egentligt ikke lyst til at være midtpunkt.

Tre måneder efter krænkelsen spurgte hun dog ledelsen ind til, om det var sket noget. Kort efter fik hun en mail fra Carsten Hansen, der bad hende komme ind på sit kontor.

- Jeg når ikke at tænke andet, end nu skal jeg ind og have en undskyldning. Jeg går derind alene. Han siger, han har hørt, der er sket noget, men han kan ikke huske det, og han var fuld. Han tager ikke ansvar for noget. Han siger, at nu skal den her sag bankes i jorden, og nu vil han ikke høre mere sladder på gangene, siger Louise Kwang.

Hendes erindring bliver bakket op af et referat, som hun kort efter skrev og sendte til Bjarne Corydon, men det har ikke været muligt at få Carsten Hansens version af episoden.

Når hun taler om mødet i dag, kalder hun det for krænkelse nummer to.

- Det må og skal aldrig være sådan, at den, der har været udsat for en krænkelse, skal mødes med sin krænker i et rum alene, før sagen er afklaret. Når jeg kigger tilbage på den situation, får jeg helt ondt af mig selv, siger hun.

Aftale om tavshed

De efterfølgende måneder står ikke længere klart for Louise Kwang, og hun endte med at blive sygemeldt med stress.

Hendes fagforening HK blev inddraget, og der blev indledt en egentlig faglig sag.

Det resulterede i et møde 15. april 2011, som skulle lukke sagen. Forliget var, at Louise Kwang skulle have en undskyldning, og der blev lavet en klausul om, at sagen efterfølgende aldrig måtte omtales på nogen måde. Forliget gav hende ikke nogen økonomisk kompensation.

Louise Kwang husker den dag tydeligt.

- Vi kommer ind i et mødelokale. Carsten Hansen tager et stykke papir op ad lommen og læser op fra det. Så pakker han det ned i lommen og går ud af lokalet. Han kigger ikke på mig på noget tidspunkt. Jeg skulle væk, for jeg kunne se, at det ikke var en undskyldning, og at det ikke føltes afsluttet. Det blev aftalt, at vi skulle underskrive en fortrolighedsaftale. Det gjorde vi så, og jeg skulle derefter vende tilbage på arbejde.

Hvorfor lavede du aftalen?

- Det skulle gå væk, og jeg ville bare tilbage til mit job. Det skulle være som om, at det aldrig var sket. I dag kan jeg se, at det var naivt, og at man ikke bare kan gå i evig tavshed, uden at det medfører psykiske skrammer.

Hvad betyder partiloyalitet i sådan i situation?

- Når man er i et politisk parti, kommer der en fællesskabsfølelse, og man er sammen om noget. Man er også sammen om, at alle dårlige sager, der kommer, skal slås ned. Når ens egen person bliver til et problem for det parti, man arbejder for, så går den mekanik automatisk i gang.

Rammer medierne

Men aftalen fik ikke sagen til at forsvinde, som Louise Kwang havde håbet. Socialdemokratiet vandt i 2011 regeringsmagten, og Carsten Hansen blev udnævnt som minister i den nye regering under ledelse af Helle Thorning-Schmidt.

Og regeringen var kun to måneder gammel, da sagen eksploderede. Ekstra Bladet havde opsnuset dele af sagen og kunne på forsiden fortælle om 'sexchikane fra en stangstiv minister' og et 'hemmeligt forlig'.

Det var første gang, hvor aftalens konsekvenser stod klart for Louise Kwang. Pludselig blev hendes sag omtalt i alle medier. Selv stod hun på sidelinjen og måtte ikke sige noget. Som den usynlige hovedperson i en sag, alle havde en mening om. Hun forholdt sig tavs, men oplysninger om sagen begyndte at sive til andre medier.

- Jeg kan huske, det kører på TV 2 NEWS, hvor det bliver sagt, at hun, altså mig, også lige var blevet skilt. Der fik jeg det sådan: Hvorfor er det vigtigt i en historie, som handler om en mand, der har gjort noget, han ikke skulle? Jeg syntes, det var så uretfærdigt og grænseoverskridende.

- De sagde også, at der kun var tale om en kæk bemærkning. Men altså, han stod og holdt mig fast og kyssede og slikkede mig på kinden. Det kunne jeg heller ikke sige. Alting kom til at stå på en måde, som var bedst for Carsten Hansen. Det var meget ubehageligt at se på, at nogen prøvede at gøre mig til en snerpet person, der selv havde været ude om det, siger hun.

Se TV Avisens indslag fra den dag, hvor nyheden kom frem.

Eksperter: Tavshed gør folk syge

Vi forlader for en stund Louise Kwangs historie for at høre, hvad eksperter, der har beskæftiget sig indgående med seksuel chikane, mener om brugen af tavshedsklausuler.

Mille Mortensen er ekstern lektor og forsker blandt andet i seksuel chikane ved Københavns Universitet Institut for Psykologi.

Hun siger direkte, at tavshedsklausuler risikerer at gøre dem, der har været udsat for krænkelser, syge.

- Det står på side 1 i en enhver psykologibog, at når man oplever voldsomme hændelser i livet, er den eneste måde at komme videre på at bearbejde det. Og jo mindre man bearbejder det, jo mere vokser ensomheden og eventuelt skammen, siger hun.

Ifølge Mille Mortensen kan en seksuel krænkelse sætte sine spor i mange, mange år.

- Det kan påvirke en resten af livet, hvis der ikke bliver taget vare om det. Og der bliver ikke taget vare om det, hvis man får eller tager mundkurv på, og det aftales, at man ikke må tale med nogen om det, siger hun.

Anette Borchorst er professor på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet. Hun forsker i seksuel chikane og lavede i 2017 en omfattende kortlægning af problemet på danske arbejdspladser. Den viste, at det er helt normalt at pålægge parterne et krav om tavshed.

- Forlig har været rigtig udbredte, og de fleste forlig har tavshedsklausuler. Og det er ofte tidsubegrænsede klausuler. Det har været almindeligt med fortrolighedsklausuler. Vi kender ikke tallet, for de er mørkelagte, siger Anette Borchorst.

Maria Rasmussen er advokat i HK og fører sager om seksuel chikane. Ved siden af forsker hun ved CBS i seksuel chikane på arbejdsmarkedet set fra et juridisk perspektiv. Hun forklarer, at klausulen er et indgribende indgreb i et liv.

- Den rene tavshedsklausul forhindrer fuldstændig den krænkede i at fortælle om sagen - også til familie og venner. Det er en total mundkurv. Man skal betragte sagen som lukket, og man er forhindret i at sige noget som helst.

- Min oplevelse som advokat er, at fortrolighedsklausuler altid er et vilkår, som virksomhederne ønsker at få ind i aftalen. Det handler om, at virksomheden ønsker sagen lukket ned. For at opnå forlig i sagerne har det tidligere været nødvendigt at acceptere et vilkår om fortrolighed, siger hun.

S: Ingen formel henvendelse

Vi vender tilbage til Louise Kwangs historie. I årene der gik efter forlig og medieomtale, påvirkede sagen hende fortsat. Den blev jævnligt omtalt i medierne – for eksempel da bogen om Den Hemmelige Socialdemokrat udkom i 2014. Og hver gang i en version, hvor Louise Kwang langt fra mente, at den fulde historie blev fortalt. Men hun var bundet af tavsheden, så hun kunne ikke gøre noget.

- Det er først, når jeg ser tilbage nu, jeg kan se, hvordan det har ædt på mig. Jeg forestillede mig ikke i de efterfølgende år, at den sag var grunden til, hvordan jeg havde det i forskellige situationer.

Hvorfor bryder du aftalen nu?

- Jeg har haft lyst til det mange gange, men det var først efter Sofie Lindes tale og den efterfølgende debat, at jeg følte mig stærk nok til at stå op for mig selv. Jeg vil gerne fortælle om, at seksuelle krænkelser og sexchikane i bund og grund handler om magt og magtmisbrug. Om hvor svært det har været at være fanget i en enorm partiloyalitet. Og om hvor meget tavsheden har ødelagt mig.

Men tavshedsdokumentet er der stadig?

- Jeg har besluttet, at for mig eksisterer det ikke mere, siger hun.

Efter Sofie Linde satte gang i debatten, spredte den sig hurtigt til den politiske scene, hvor en udbredt kultur med sexisme og seksuelle krænkelser blev afdækket. Derfor oprettede Socialdemokratiet en advokatordning, der skulle se på sager om krænkelser i partiet.

I den forbindelse sagde statsminister Mette Frederiksen blandt andet:

”Hvis man vil stille sig frem, skal man gøre det, og vi kommer også til at bakke alle piger og kvinder op i Socialdemokratiet, der gør det.”

I videoen herunder kan du se Mette Frederiksen give opbakning til alle kvinder i Socialdemokratiet, der vil stille sig frem.

Louise Kwang henvendte sig til advokatordningen med ét ønske. Hun ville gerne have revet den aftale i stykker, som i 10 år havde ligget som en tung dyne over hendes liv. Så hun kunne stille sig frem og fortælle sin historie. Svaret fra Socialdemokratiets advokater var nej. Gamle sager skulle ikke genåbnes.

Partiet ønsker ikke at stille op til interview med DR Nyheder om sagen.

Partisekretær Jan Juul Christensen har sendt et skriftligt citat. Her står der:

'Vi drøfter af princip ikke personalesager i offentligheden. Der var en sag dengang og den blev behandlet af den daværende ledelse. I forbindelsen med behandlingen tilbage i 2011 blev der indgået et forlig, som bl.a. den pågældende medarbejders fagforening var inde over, hvor parterne aftalte en diskretionsforpligtelse, der varer ved. Også derfor kan vi i dag ikke udtale os om sagen. I den ledelsesgruppe vi er i dag, har der ikke været indgået aftaler med tavshedsklausuler eller diskretionsforpligtelse. Enhver personalesag vil være individuel og tavshedsklausuler kan bruges, hvis det måtte være et ønske fra begge parter i en eventuel sag. Socialdemokratiets advokatordning mod krænkende adfærd behandler ikke sager, hvor der allerede er sket en behandling og indgået en aftale af parterne.'

Partiet har efterfølgende sendt en tilføjelse. Nu lyder det, at Socialdemokratiet ikke fået en formel henvendelse om at ophæve aftalen:

'Vi har fra den daværende medarbejder og dennes fagforening ikke modtaget en formel henvendelse om ophævelse af den indgåede aftale. Begge var i sin tid underskrivere af aftalen. Derfor har vi ikke taget stilling til det.'

DR Nyheder har forelagt det for Louise Kwang, som også har svaret på skrift:

'Jeg havde i efteråret en snak med partisekretæren, hvor det blev meddelt, at det var den gamle ledelses aftale. En aftale, som den nye ledelse ikke kunne gøre noget ved. Jeg henvendte mig også til partiets advokatordning, som meddelte mig, at partiet ikke ville genåbne gamle sager. At Socialdemokratiet nu siger, at der ”ikke er kommet en formel henvendelse”, understreger bare hele problematikken, som jeg og andre har stået i. Der går juristeri, spin og ansvarsfralæggelse i den. Jeg synes, det ville klæde partiet at stille sig på den rigtige side i sager som denne. At forholde sig til de problematiske tavshedsaftaler, også dem fra fortiden.'

Louise Kwang har gjort sin stilling op. For hende eksisterer aftalen ikke længere. Nu vil hun kunne tale frit om en tid og et forløb, der påvirkede hendes liv voldsomt.

- Nu vil jeg sættes fri og have retten til min egen historie og identitet siger hun.