Bunker af citronmåner er på vej til DF

Folk sender citronmåner til Dansk Folkeparti, efter partiet har sagt, at indvandrerfamilier er skyld i, at der ikke længere er kage i venteværelserne.

Der er slæbt mange pakker og boblekonvolutter til Dansk Folkepartis kontor på Christiansborg i dag.

Ved 10-tiden havde DF modtaget over tohundrede citronmåner, oplyser partiet.

Det er Facebook-gruppen "Send en citronmåne til Dansk Folkeparti!" med knap 7.500 medlemmer, der står bag.

Kort og godt går begivenheden ud på at sende en citronmåne til Dansk Folkeparti efter en artikel i partiets medlemsblad.

Send en citronmåne

I bladet står der, at store indvandrerfamiliers appetit hos lægen og på sygehusene er årsagen til, at der ikke som i gamle dage er gratis kaffe, saftevand, kage eller frugt i landets venteværelser og til pårørende på sygebesøg.

Thien Do står bag Facebook-gruppen:

- I dag gik det op for mig, at jeg som dansker med anden etnisk baggrund har medvirket til, at der er kommet et akut mangel på kage hos min praktiserende læge og på det lokale hospital, skriver han.

Thien Do oplyser også adressen til Dansk Folkeparti på Christiansborg og opfordrer til, at medlemmerne af gruppen vil sende en citronmåne til partiets kontor mandag (i går).

Flere kager på vej

Så i dag har postomdelerne på Christiansborg haft ekstra travlt. Peter Brodersen er en af dem, der har sendt en pakke med kage:

- Ikke bare én, men to styk! De vil jo så gerne både have og spise kage på samme tid, skriver han på Facebook.

Peter Blazejewicz har sendt et følgebrev med sin citronmåne:

- Kære DF'ere. Vedlagt finder I en kage. Se det som mit personlige bidrag til at afhjælpe den katastrofale mangel på kager til patienterne i det offentlige sundhedsvæsen, der ifølge jer forekommer, som en konsekvens af visse befolkningsgruppers uhæmmede ragen til sig af samme, skriver han.

Og Christina og Marie, der underskriver sig som "to bekymrede borgere", har vedlagt et brev, der begynder sådan her:

- Kære Pia. Vi sender dig en citronmåne i håbet om, at den ikke vil falde i hænderne på en sulten muslim.

Du kan finde Facebook-gruppen her.

Og der er flere kager på vej med posten. Denne gruppe med næsten 10.000 medlemmer samler nemlig kager ind til sygehusvæsenet frem til den 1. december.

Helt skudt ved siden af

Der har dog også været mere seriøse kommentarer til DF's medlemsblad end dem på Facebook.

Flere fagfolk og politiske kolleger på Christiansborg sagde i sidste uge, at de mente, at det var skudt helt ved siden af.

- Det er fuldstændig uden for den virkelighed, vi kender som praktiserende læger, fastslog formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern, over for Newspaq.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt erkendte da også, at problemet med indvandrerfamilier på sygehusene og i venteværelser nok bliver blæst noget ud af propotioner i medlemsbladet.

Men Socialdemokraterne var fortørnede:

- Det er helt ude i hampen at give indvandrere skylden for, at der ikke er saftevand og småkager hos den praktiserende læge. Faktum er, at det mange steder er fjernet af hygiejniske årsager, så folk ikke får maveinfektioner, sagde Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, til Newspaq.

Facebook
Twitter