Camre: Nye anklager mod indvandrere

Mens Dansk Folkepartis Louise Frevert er på tilbagetog, så holder partifællen Mogens Camre sig ikke tilbage. Han mener, at det er indvandrernes skyld, at danskerne føder så få børn.

Mogens Camre beskylder muslimer for at være årsag til, at danskernes befolkningstal falder.

Mens Dansk Folkepartis Louise Frevert er på tilbagetog - hun fjernede i går hele sin bog fra hjemmesiden - så er partifællen Mogens Camre i fuld fremdrift med nye beskyldninger om, at det er indvandrernes skyld, at danskerne føder så få børn, skriver Politiken.

Mogens Camre argumenterer på sin hjemmeside under overskriften "Vestens Endeligt" for, at det er muslimernes skyld, at danskernes befolkningstal daler:

Skaarup på ekstraarbejde

- Indvandrerne i Danmark som helhed bidrager ikke med noget som helst til samfundet. Der er en ganske klar sammenhæng til, at danskerne ikke kan overkomme en stor familie, fordi det er en voldsom arbejdsbyrde at bære indvandrerbyrden, skriver Camre.

Næstformand Peter Skaarup er allerede travlt optaget af sagen om Louise Frevert, men nu sender Mogens Camre ham på ekstraarbejde.

- Øh, det er svært. Jeg synes, at jeg har så meget andet i mit hoved lige nu, siger Skaarup, der nu vil studere Camres hjemmeside.

Tidligere tiltalt

Mogens Camre har tidligere været officielt tiltalt for racisme. Det blev han efter Dansk Folkepartis landsmøde i 2001, hvor han blandt andet sagde, at alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne, og at de taler pænt til os, mens de venter på, at de er nok til at slå os ihjel.

Camre undgik dog en dom, da EU-Parlamentet afviste at ophæve Camres parlamentariske immunitet.

FacebookTwitter