Regeringen ville miste magten, hvis der var valg i dag. Oppositionen har konsolideret sit forspring i en ny måling fra Capacent Epinion for DR Nyheder.
Oppositionen ville således få 92 mandater mod 83 til VKO.
Venstre er den store taber i målingen. Venstre taber 4,7 procentpoint i forhold til valget i 2007. og har nu 21,6 procent af stemmerne.
Venstre må bære skylden
Det svarer til et tab på otte mandater. De konservative går tre mandater frem og Dansk Folkeparti mister et mandat.
Så Venstre må bære skylden for, at regeringsmagten skifter side. Ikke mindst usikkerheden om statsminister Anders Fogh Rasmussen er tilsyneladende ved at blive et stort problem.
SF fortsætter sin fremgang og er snart lige så stort som Venstre. Der er kun to mandaters forskel på de to partier. Socialdemokratiet ligger med 25,2 tæt på valgresultatet, mens Radikale går tilbage til 4 procent.
Enhedslisten klarer med 2,3 procent spærregrænsen, mens Kristendemokraterne, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum har langt op til de magiske 2 procent.
Borgerligt Centrum bunder målingen og samler kun 0,1 procent af vælgerne.
Capacent Epinion for DR - Indsamlet fra 24. - 26. marts
Capacent Epinion for DR