Chefer i staten får bonus: Minister vil tage den fra departementscheferne

Sophie Løhde (V) vil stramme vejledningen for brug af chefbonusser.

Analysen om brugen af chefbonusser blev bestilt, efter at DR Nyheder havde beskrevet flere sager, hvor der blev udbetalt præstationsbonusser selvom flere direktører ikke indfriede de mål, der ellers var fastsat. (Foto: Grafik: Simone Cecilie Møller © dr)

Departementscheferne i ministerierne skal ikke længere have udbetalt en såkaldt præstationsbonus i slutningen af året.

Sådan lyder det fra innovationsminister Sophie Løhde (V).

- Tiden er inde til, at vi afskaffer det her årlige - skal vi kalde det jule- eller nytårsgratiale - som departementscheferne mere eller mindre automatisk modtager, forklarer hun.

Baggrunden er, at departementschefernes bonus ikke fastsættes af deres formelle chef - altså ministeren i det respektive ministerium - og derfor ikke bruges som ledelsesredskab.

Ministeren vil derfor gå i dialog med de faglige organisationer om, hvordan det kan gøres.

Den seneste lønoversigt for departementscheferne viser, at engangsvederlaget for 2017 lå på mellem 63.000 kroner og op til 125.000 kroner.

"Jeg kan godt forstå de danskere, der synes, det ser mærkeligt ud, når udbetalingen af en resultatløn og bliver holdt op imod nogle resultater, som er svære at få øje på," siger minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

9 ud af 10 chefer får præstationsbonus

Udmeldingen kommer på baggrund af en analyse af brugen af præstationsafhængig løn i staten, som Moderniseringsstyrelsen har lavet for ministeren.

Analysen blev bestilt, efter at DR Nyheder havde beskrevet flere sager, hvor der blev udbetalt præstationsbonusser i blandt andet Banedanmark, selvom flere af direktørerne ikke indfriede de mål, der ellers var fastsat.

Og brugen af chefbonusser i staten er steget markant over de seneste år. Hvor godt halvdelen af cheferne i 2002 fik en bonus, var det sidste år steget til 9 ud af 10.

Innovationsministeren er ikke imod brugen af de såkaldte præstationsbonusser, men hun efterlyser mere gennemsigtighed omkring dem.

- Derfor vil jeg nu tage initiativ til, at blandt andre styrelsesdirektører fremover skal offentliggøre deres resultatafhængige løn på deres respektive hjemmesider, siger hun.

Vil stramme vejledning

Analysen peger også på, at der er stor forskel på, hvordan den præstationsafhængige løn bruges i de statslige institutioner.

Der er både forskel på, hvordan man bruger engangsvederlag og tildeler præstationsløn. Men også forskel på om chefen rent faktisk har skullet leve op til aftalte mål for at få udbetalt sin bonus.

Det vil ministeren have gjort op med.

Derfor har hun bedt Moderniseringsstyrelsen om at få strammet vejledningen for, hvordan og hvornår den præstationsafhængige løn kan komme i spil.

- Der skal selvfølgelig være sammenhæng mellem resultaterne og de resultatkontrakter, man opstiller for de offentlige topledere, siger hun.

- Hvis man ikke kan forklare og forsvare, hvorfor man gør noget, så skal man lade være med at gøre det, forklarer hun.

Facebook
Twitter