Chefredaktører med kritik af statsministertale: Regeringen kan ikke fastholde sin egen eksistensberettigelse

“Danmark leve. Hurra! Hurra! Hurra!”

Sådan afsluttede statsminister Mette Frederiksen traditionen tro sin tale, da hun åbnede Folketinget. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for statsministerens tale, som blandt andet handlede om folkeskolen. En af dem er chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg:

- Jeg er faktisk forbløffet over, at denne her regering ikke har været i stand til på et år at fastholde en fortælling om sin egen eksistensberettigelse, siger han i Deadline og kalder talen for en “vandring i populærkulturelle klicheer og almindelig small talk”.

- Hun (Mette Frederiksen red.) starter med det her skæringspunkt i verdenshistorien, hvor vi skal have denne her store regering med den ekstraordinære handlekraft, og "vi stiller ikke op til popularitetskonkurrencer, fordi vi vil gøre det rigtige". I dag skal du så høre lidt om, at det er også træls med den måde forældrene opfører sig på på Aula. Så er du nærmest tilbage i sådan et jovialt Shi-Bi-Dua-Danmark, uddyber Rune Lykkeberg i dagens udsendelse af Deadline.

Også Børsens chefredaktør istemte sig kritikken.

- Jeg er ked af at sige, at man får en mistanke om, at når det skal fylde så meget i talen, og når det skal fylde på den måde, det fylder med Aula-frustrationer, så er det lidt, fordi der ikke er andet at sige. De virkelige reformer i forhold til klima, økonomi, skat og i forhold til hele velfærdsstatens indretning, der har man ikke så vanvittig meget at byde på, siger Bjarne Corydon.