Claus Hjort åbner for ny placering af kampfly i Skrydstrup

Nye beregninger skal vise, om de nye F35-kampfly kan placeres længere væk fra Skrydstrup by.

ARKIV. An F-35A Lightning II Joint Strike Fighter takes off on a training sortie at Eglin Air Force Base, Florida in this March 6, 2012 file photo. Den endelige regning for de 27 nye kampfly bliver udskrevet inden for de næste uger. Det sker til trods for stor usikkerhed om, hvorvidt regnestykket holder.. (Foto: US AIR FORCE/Scanpix 2017) (Foto: US AIR FORCE © Scanpix)

De nye F35-kampfly kan få en anden placering end der, hvor de ifølge Forsvarets foreløbige planer har skulle stå ved Skrydstrup Flyvestation og Uldal by.

Det oplyser forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Jyllands-Posten.

Det sker, efter avisen søndag har afsløret, at Forsvarsministeriet i over to år har tilbageholdt en kritisk rapport, der viser, at flyene vil bryde de tilladte støjgrænser.

- Der vil foreligge nye støjberegninger. Der vil være lavet undersøgelser af, hvorvidt man kan lave andre placeringer på Skrydstrup end dem, som man har lagt op til her, siger Claus Hjort Frederiksen til Jyllands-Posten.

- På den måde giver en anlægslov anledning til, at vi ligesom gentænker hele konceptet på Skrydstrup.

Kræver ny redegørelse

I maj sidste år bad Folketinget om en redegørelse over de nye flys støjgener, inden den politiske beslutning om at købe flyene blev truffet.

Dengang sagde daværende forsvarsminister, Peter Christensen (V), at der hverken var behov for ekspropriation eller støjsikring af boliger tæt ved Flyvestation Skrydstrup.

Men i sidste uge erkendte regeringen pludselig, at eksproprieringer alligevel vil blive nødvendige.

Flere partier kræver nu en redegørelse om sagen.

/ritzau/