Claus Hjort Frederiksen fastholder kritik af Kristian Jensen som næstformand: 'Det er uholdbart'

Pressemødet fra Venstres sommergruppemøde er netop slut.

Claus Hjort Frederiksen (V) fastholder sin kritik af næstformanden, selvom Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen netop har forsøgt at rede trådene ud på et pressemøde.

Den klare melding har Claus Hjort Frederiksen lige leveret til de fremmødte journalister, efter et pressemøde fra Venstres sommergruppemøde netop blev afsluttet.

- Jeg synes, det er uholdbart, at vi har en næstformand, der underløber partiets formand med politiske udmeldinger, siger han og understreger, at det ikke er Kristian Jensen som politiker, han har noget imod.

Flere af folketingsgruppens andre medlemmer bakker også op om det ønske.

- Nu diskuterer vi det, sagde han, inden han forlod journalisterne igen.

'En gennempryglet Kristian Jensen'

Formand Lars Løkke Rasmussen, politisk ordfører Jakob Elleman-Jensen og næstformand Kristian Jensen har netop afholdt pressemøde og taget imod spørgsmål fra fremmødte journalister.

Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til Venstres pressemøde i forbindelse med deres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, Vestsjælland. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En del af de spørgsmål gik på det drama, der har været i partiet, og som blev affødt af et interview, som Kristian Jensen har givet til Berlingske. Her forklarer han blandt andet, at det var en fejl, at Venstre-formanden under valgkampen lagde op til en SV-regering.

Det fik Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen til i dag på gruppemødet til at opfordre Kristian Jensen til at trække sig som næstformand. Mødet blev afholdt for lukkede døre, men udmeldingen nåede alligevel frem til medierne her til formiddag.

Selvom det nu står fast, at Kristian Jensen fortsat er næstformand for partiet, var der ingen uenighed at spore fra ham overfor Lars Løkke Rasmussen i dag.

Det var i stedet en næstformand, der var sat kraftigt på plads, lyder det fra DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen, der også var til pressemødet i dag:

- Det var en gennempryglet Kristian Jensen, der må sige 'bebe' i forhold til det, han har sat i søen. Der er ingen tvivl om, at han lignede en mand, der havde fået prygl at de to stærke mænd i Venstre, Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Facebook
Twitter