Claus Hjort vil opruste beskyttelsen mod hackerangreb

Ministeren ønsker i et kommende forsvarsforlig at placere en mand i Natos Center for Cybersikkerhed i Estland.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fik under samrådet ros fra flere politikere for klare svar om et kompliceret område. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Offentlige myndigheder og den private sektor skal være oppe på dupperne for at forsvare sig mod hackerangreb, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen på et samråd.

Her kom det også frem, at han til efterårets forhandlinger om et nyt forsvarsforlig vil anbefale, at Danmark får placeret en mand i Natos Center for Cybersikkerhed, CCDCOE, i Estland.

Det bruges til at udveksle erfaringer om cybertrusler.

Som et af få lande har Danmark ikke haft en mand placeret i Tallinn, selv om konsulentfirmaet Deloitte i en rapport i 2016 udnævnte Danmark til det fjerdemest udsatte land i verden i forhold til cyberkriminalitet.

- Et beskyttelsesniveau, der var passende i går, er ikke nødvendigvis passende i morgen, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Center for Cybersikkerhed (under Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) vurderer, at truslen for cyberspionage og cyberkriminalitet mod danske myndigheder og virksomheder er meget højt.

Samrådet var indkaldt af De Radikales Ida Auken. Både hun, Holger K. Nielsen (SF) og Henrik Dam Kristensen (S) roste forsvarsministeren for klare svar til et kompliceret område.

Samrådet var indkaldt som konsekvens af det store hackerangreb verden over 12. maj i år. Her blev 99 lande ramt af hackerangreb. Danmark slap nogenlunde billigt.

/ritzau/

FacebookTwitter