Cordsen: Claus Hjort optrapper konflikten i Venstre på Facebook

Partiet er i alvorlig ledelseskrise med endnu en krigserklæring, vurderer korrespondent.

Claus Hjort Frederiksen før et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Det delte formandskabs tid er forbi.

Med de ord i et opslag på Facebook smider tidligere forsvars-, finans- og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) her til aften mere brænde på det bål, som blussede op under Venstres sommergruppemøde.

- Facebook-opslaget er endnu en krigserklæring mod Kristian Jensen som næstformand i Venstre, vurderer DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen.

- Når han så nu efter to dage fortsætter og i virkeligheden optrapper konflikten, signalerer det, at der er en ledelseskrise i partiet, som ikke er slut, konstaterer hun.

Løkke forsøgte at lægge låg på opgør

Tidligere på ugen krævede Claus Hjort Frederiksen, at Kristian Jensen trak sig som næstformand, fordi han havde kritiseret daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens forslag om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter folketingsvalget.

På et efterfølgende pressemøde fastslog Lars Løkke Rasmussen, at Kristian Jensen fortsætter som næstformand.

Dog måtte næstformanden erkende, at det er formanden, altså Lars Løkke Rasmussen, der udstikker den politiske retning for partiet:

- Kristian Jensen lagde sig så langt ned, som man overhovedet kan som en ledende politiker, siger Christine Cordsen.

Claus Hjort fastholdt dog sin kritik af Kristian Jensen, og opslaget på Facebook anfægter den våbenhvile, som Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen indgik efter en magtkamp i 2014.

- Kompromiset blev det delte formandskab, hvor de to skulle forestille at være jævnbyrdige i ledelsen af partiet, fortæller Christine Cordsen, der dog understreger:

- Lige siden dengang har der været gnidninger og konflikter og kampe mellem de to. Jeg tror ikke, at der var ret mange, der forestillede sig, at det var slut i fredags, selv om Lars Løkke Rasmussen forsøgte at nedtone stridighederne.

Kristian Jensen har mistet tålmodigheden

Ifølge Christine Cordsen er Kristian Jensens kritik et resultat af, at tiden arbejder imod næstformanden.

- Jo længere tid der går, jo større er risikoen for, at det aldrig vil lykkes ham at blive formand, fordi andre kandidater som Jakob Ellemann-Jensen får mere tid til at bringe sig i position til at udfordre ham som kronprins. Det er uden tvivl derfor, at vi nu ser en vis utålmodighed hos Kristian Jensen, vurderer Christine Cordsen.

Folketingsvalg er en oplagt mulighed for et formandsskifte, når et parti mister regeringsmagten. Men fordi Venstre samtidig gik frem, kunne Lars Løkke blive siddende på formandsposten.

Men Kristian Jensen er ikke den eneste, der har mistet tålmodigheden.

- Når Claus Hjort Frederiksen som nestor og Venstres stærke mand fortsætter kampen, så er det et tegn på, at der er en proces i gang i Venstre, som bliver svær at stoppe, før der er en afklaring af, hvordan den fremtidige ledelse skal være i partiet, konstaterer Christine Cordsen.

Facebook
Twitter