SVM-regeringen er kommet ualmindelig dårligt fra start.

De første måneder er druknet i anklager om løftebrud, vrede over afskaffelsen af store bededag, dårlige meningsmålinger og Jakob Ellemann-Jensens stress-sygemelding.

Nu er Ellemann tilbage, og regeringen vil bruge de kommende måneder til at forsøge at sikre regeringen en ny start.

Både med politiske initiativer og altså med turnéen rundt i landet for at møde danskerne og forklare og forsvare hele idéen med det brede og usædvanlige regeringssamarbejde.

På turnéen kan Mette Frederiksen, Ellemann og Lars Løkke Rasmussen både få danskerne i tale direkte, men der vil også være masser af omtale i lokale medier, som giver busturen endnu større gennemslagskraft.

Vælgerne flygter fra de tre regeringspartier.

Ifølge den seneste meningsmåling fra Epinion har Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne tilsammen mistet 17 mandater.

Det svarer til, at op mod 350.000 danskere, som stemte på regeringspartierne ved valget sidste efterår, nu har forladt dem. Eller i hvert fald er kommet i tvivl om, hvordan de vil stemme ved næste valg.

Vælgerkrisen er altså alvorlig.

Også selv om der formentlig er længe til næste valg. Der er uden tvivl grænser for, hvor længe partiernes baglande vil sidde nogenlunde roligt og kigge på elendige målinger. Især når andre valg – Europaparlamentsvalget til næste år og kommunalvalget i 2025 – begynder at nærme sig.

Så kommer frygten for, at vælgerne vil lade deres vrede over regeringen gå ud over for eksempel den lokale borgmester fra Socialdemokratiet eller Venstre.

Til gengæld er der masser af tegn på, at det interne regeringssamarbejde faktisk kører godt på trods af det ydre pres fra dårlige målinger og en blå og rød opposition, der står sammen om massiv kritik af regeringen.

En flertalsregering er jo kendetegnet ved, at den ikke har støttepartier, som føler en vis forpligtelse til at hjælpe regeringen.

Og SVM-regeringen har den ekstra udfordring, at partier i både den klassiske blå og den klassiske røde blok er sure og skuffede over regeringssamarbejdet. Samtidig er der lige nu rigtig mange partier at være uvenner med.

Da Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen kort før jul præsenterede SVM-regeringen, var det på et bagtæppe af krise.

Der var den sikkerhedspolitiske krise med krigen i Ukraine og truslerne fra en ny kold krig. Der var den truende økonomiske krise på grund af høj inflation, tårnhøje energipriser og stigende renter. Der var velfærdssamfundet, som er truet af manglen på arbejdskraft.

Og så var der klimakrisen, som denne sommer er blevet ekstra konkret for mange.

Kriserne var det helt afgørende i regeringstoppens politiske fortælling om, hvorfor det var vigtigt med en bred flertalsregering. Regeringen skulle have politisk styrke og mod til at træffe og gennemtrumfe de svære, men nødvendige beslutninger uden at være afhængig af de politiske fløje i rød og blå blok.

Siden har dansk økonomi vist sig at være stærk nok til at modstå risikoen for en nedtur.

Faktisk har der vist sig, at der de kommende år vil ventes at være flere penge i statskassen end hidtil antaget.

Det ændrer ikke på udfordringerne fra de andre kriser, men det har undergravet SVM’s politiske fortælling – og gjort det endnu sværere at forsvare den upopulære afskaffelse af store bededag, der for alvor startede regeringens nedtur.

Regeringstoppen står derfor med det paradoks, at den stærke økonomi er blevet politisk besværlig. I dag også illustreret med vrede borgmestre, der er frustrerede over, at de skal spare, når statskassen nu er så velpolstret.

Derfor forsøger partilederne også en ny start på den politiske fortælling. Krisen er ikke økonomisk. Krisen er den mangel på medarbejdere, som mange danskere kan mærke i kontakten med velfærdssamfundet eller på arbejdspladsen.

Selv om regeringen har lavet flere store politiske aftaler, er der tegnet et billede af, at der ingenting sker. Godt hjulpet af den forsamlede opposition, som skiftevis kritiserer regeringen for at tromle hen over Folketinget og for at arbejde alt for langsomt og ikke bruge sit flertal til at være mere effektiv.

Regeringen begynder også at have småtravlt, hvis den skal nå at lave store reformer, der kan overbevise vælgerne om, at SVM er en god idé. Reelt skal rigtig meget klares inden udgangen af næste år.

Dels fordi beslutningerne skal træffes i god tid, hvis reformerne skal nå at blive vedtaget og have effekt ude i virkeligheden inden næste valg. Dels fordi Danmark overtager EU-formandskabet i andet halvår af 2025, og det vil tappe meget af ministrenes tid i 2025.

Samtidig bliver det sværere at lave politiske aftaler, når næste valg og kommunalvalget i efteråret 2025 nærmer sig.

Så også der er der et tidspres, hvis regeringen ikke bare vil bruge sit eget flertal, og det vil den helst ikke efter store bededags-krisen og anklagerne om magtfuldkommenhed.

Allerede i næste uge kommer regeringen med en ny bandepakke. Der er også gang i forhandlinger om en ny flerårsaftale for domstolene, der skal afhjælpe de efterhånden kritisk lange ventetider.

I næste uge ventes regeringen også at indkalde til trepartsforhandlinger om fordelingen af den lønpulje på brutto seks milliarder kroner, som regeringen vil lægge ind i de offentlige overenskomstforhandlinger næste forår. Ambitionen er en trepartsaftale om fordelingen af pengene, som så kan udmøntes, når der skal forhandles ny overenskomst.

Her er overhængende fare for et kæmpe rivegilde mellem forskellige faggrupper og for, at regeringen står tilbage med mere skuffelse end glæde over de ekstra lønkroner.

Også forhandlingerne om, hvordan klimamålene skal nås i 2025, kan blive bøvlede for regeringen i efteråret. For slet ikke at tale om CO2-afgift til landbruget, som også kommer på dagsordenen i løbet af efteråret.

Her er især Venstre i klemme mellem byvælgerne og det klassiske landbrugs-Venstre.

Finansloven skal forhandles på plads, og i løbet af efteråret kommer regeringens økonomiske 2030-plan med blandt andet et udspil til skattelettelser.

Her kan regeringen både forvente intern kritik og hård kritik fra rød opposition for at gøre for meget og det forkerte og fra blå opposition for at gøre for lidt og det forkerte.

Andre af efterårets store politiske sager bliver regeringens første udspil til at sætte den offentlige sektor fri. I første omgang med fokus på ældreplejen.

Det er et vigtigt prestigeprojekt for SVM og skal understøtte fortællingen om, at den brede flertalsregering er nødvendig i kampen for at fremtidssikre velfærden.