Cordsen: Løkkes deltagelse i Marrakesh sender signal om uenighed i Venstre

Statsministeren forventes at tiltræde omstridt FN-erklæring i dag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er draget til Marrakesh for at deltage i en FN-konference. Forud for turen har der været tvivl om, hvem der ville deltage fra dansk side. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har sagt, at hun ikke skulle afsted. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Ugers debat om den omstridte FN-erklæring om migration når sit foreløbige højdepunkt i dag, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager i en FN-konference i den marokkanske by Marrakesh.

Før konferencen har der været tvivl om, hvem Danmark ville sende afsted. Nu er statsministeren endt med selv at deltage.

Med den beslutning vil han forsøge at signalere, at Danmark går ind for internationalt samarbejde, siger Christine Cordsen, DR Nyheders politiske korrespondent.

- Han får signaleret – som han selv kalder det - at Danmark er på den rigtige side af stregen. Det handler ikke kun om den danske debat, men om den, der er rundt omkring i andre lande om, hvorvidt det giver mening at være med i de her internationale organisationer.

Erklæringen er blevet kritiseret af udlændingekritiske stemmer for at åbne for øget indvandring. Men erklæringen er ikke juridisk bindende, fremgår det af en juridisk vurdering, som den danske regering har fået udarbejdet.

Ingen bånd der bindes os

På mødet i Marrakesh skal landene tilslutte sig FN-erklæringen, som formelt skal vedtages i New York lige før jul.

Ifølge Christine Cordsen er erklæringen en klassisk FN-erklæring uden konkrete ting.

- De ting, der bliver lagt vægt på – lovlige migranters vilkår – det er ikke noget, der er møntet på Danmark. Det er ikke sådan, at man kan tage den her erklæring og sige: Hov hov, det der har du ikke efterfulgt, forklarer hun.

Optakten til FN-konferencen har været præget af, at hverken udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) eller udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har haft planer om at deltage.

- Det sender i hvert fald et signal. Særligt fordi der har været uenighed om udlændingepolitikken i Venstre. Det kan ikke undgås, at man opfatter det som, at Inger Støjberg ikke har villet tage af sted, uanset hvad der er den egentlige forklaring, siger Cordsen.

Landene ventes at skulle tage stilling til erklæringen i løbet af formiddagen.

Der skal dog ikke stemmes om erklæringen i dag, men først i New York. Her har Statsminister Lars Løkke Rasmussen stået i spidsen for at samle flere lande om en fælles såkaldt stemmeforklaring. Den danske regering vil supplere sit ja til FN-erklæringen med en understregning af, hvordan Danmark fortolker papiret.

Facebook
Twitter