Cordsen om finanslov: I regeringen må forløbet give stof til bekymring

DR's politiske korrespondent Christine Cordsen giver dig svar på fire centrale spørgsmål om dramaet bag finanslovsaftalen.

Mandag aften præsenterede regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet finansloven for næste år.

Det har været et langstrakt og til tider dramatisk forhandlingsforløb, op til at aftalen kunne præsenteres.

DR's politiske korrespondent Christine Cordsen svarer her på fire centrale spørgsmål om forløbet.

1

Hvorfor tog det så lang tid at få finanslovsaftalen på plads?

Finansminister Nicolai Wammen (S) taler med pressen inden forhandlinger om finansloven. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Almindelig logik tilsiger, at det burde have været nemt. En ny regerings første finanslovsaftale er traditionelt ikke så besværlig, fordi der er længe til næste valg, og politikernes kamplyst derfor ikke er helt oppe i gear.

Ovenikøbet var den politiske ramme for forhandlingerne i høj grad allerede på plads med det forståelsespapir, som støttepartierne SF, De Radikale og Enhedslisten aftalte med Socialdemokratiet lige efter valget som grundlag for, at de gjorde S-formand Mette Frederiksen til statsminister.

Og så havde finansminister Nicolai Wammen (S) en pænt stor pose penge og ingen ubehagelige besparelser med til forhandlingsbordet.

Den enkle forklaring på, hvorfor forhandlingerne alligevel blev så svære og i weekenden havde kurs mod en alvorlig krise er: De Radikale.

2

Hvorfor var alle de andre vrede på De Radikale?

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, ankommer til forhandlinger i Finansministeriet i weekenden. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Da den radikale leder Morten Østergaard ankom til møde i Finansministeriet søndag aften, lignede han en mand, der havde haft et par hårde dage.

Hele weekenden var der massivt pres på Morten Østergaard. Fra de andre støttepartier, fra finansministeren og også direkte fra statsminister Mette Frederiksen. Hun gjorde det klart, at hun hellere ville tage et nyvalg end give De Radikale afgørende indrømmelser i udlændingepolitikken.

Bag de lukkede døre har De Radikale forsøgt at kæmpe sig til den slags lempelser i udlændingepolitikken, som Mette Frederiksen mener er omfattet af hendes meget bastante valgløfte om, at hun står urokkeligt fast på den ”brede udlændingepolitik”. Det var i høj grad det, der var tæt på at få forhandlingerne til at bryde sammen.

Samtidig havde de andre partier den opfattelse, at de radikale forhandlere blev ved med at komme med nye krav, da de mente, at de var ved at være fremme ved den endelige og afsluttende armlægning om den skitse, der lå på bordet.

Det virkede heller ikke formildende, at De Radikale i medierne og på de sociale medier signalerede, at de sådan set var det eneste parti, der kæmpede for en ambitiøs aftale.

3

Hvorfor var De Radikale så besværlige?

De Radikales Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard ankommer til forhandlinger. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Mange radikale er stadig vrede over, at Socialdemokratiet ikke ville have dem med i regering efter valget. Derfor har partiet brug for at vise S-regeringen, at det koster, at R står udenfor. De Radikale synes ikke, at de skylder Socialdemokratiet noget.

At være støtteparti er en uvant rolle for De Radikale. Det har partiet ikke prøvet siden 1990, da Poul Schlüter (K) ændrede sin VKR-regering til en VK-regering. Den gang varede det kun et par år, inden R igen i januar 1993 kom med i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering.

Fornemmelsen i regeringstoppen er, at De Radikale har svært ved at leve med og acceptere, at de er et støtteparti på linje med SF og Enhedslisten og dermed ikke har afgang til en særlig position i f.eks. forhandlinger.

Mette Frederiksen er imidlertid fast besluttet på, at det ikke skal lykkes De Radikale at presse sig ind i regeringen. I hendes optik vil det være et politisk lige så alvorligt løftebrud, som hvis hun lemper udlændingepolitikken markant.

4

Hvad så nu med samarbejdet?

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede i går finanslovsaftalen for næste år, som regeringen har indgået sammen med SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

I regeringen må forløbet give stof til bekymring. Hvis forhandlingsklimaet er så dårligt, når det egentlig burde være en nem forhandling, så kan det blive meget, meget bøvlet, når regeringen på et tidspunkt skal i gang med en rigtig svær forhandling. Eller bare når vi kommer tættere på næste valg.

Finanslovsforløbet illustrerer også svagheden ved at være en ét-parti-regering. Også selvom Mette Frederiksens parlamentariske manøvremuligheder er meget bedre end Lars Løkke Rasmussens, da han var statsminister i en lille Venstre-regering.

Jo flere partier, der skal forhandles med, jo dyrere bliver det. Alle tre støttepartier kræver selvfølgelig deres særlige aftryk på en aftale, også selv om der er meget, de er enige om. Hertil kommer den særlige udfordring, at De Radikale og Enhedslisten især i den økonomiske politik ofte vil være lodret uenige og trække i hver sin retning.

Og så afventer regeringstoppen uden tvivl også med nogen nervøsitet, om De Radikale i alle forhandlinger fremover vil tage en ny kamp om udlændingepolitikken.

Selv om de enkelte indrømmelse måske er små, kan det samlede indtryk på et tidspunkt blive et problem for Socialdemokratiet.